Tyrkiet frifinder hollandsk journalist for propaganda

Skrevet af admin

13/04/2015

Dagens topnyheder

En domstol i Tyrkiet har mandag frifundet en hollandsk journalist i en sag, hvor hun stod anklaget for at sprede "terroristisk propaganda" for det kurdiske PKK-parti.

Freelancejournalisten Frederike Geerdink, som længe har dækket historier fra de kurdiske områder, bekræfter afgørelsen på Twitter.

Sagen blev indledt i sidste uge.

Kort efter nytår blev Geerdink hentet af otte antiterrorbetjente i sit hjem i byen Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet.

Efter en afhøring og en erklæring fra præsident Recep Tayyip Erdogan om, at tyrkerne på globalt plan nyder den største ytringsfrihed, blev hun løsladt nogle timer senere.

- Fri igen. Terrorenhed følger mig hjem. Det insisterede jeg på, skrev Frederike Geerdink 6. januar på det sociale medie.

Erdogan har været rasende over dækningen af anholdelsen.

- Man forsøger at sværte Tyrkiet til ved at tale om pressefrihed, når det i virkeligheden handler om at forhindre terrorisme.

- Intet sted i Europa eller i andre lande er der medier, som er så frie som de tyrkiske, sagde Erdogan dengang.

En stribe journalister og redaktører er det seneste år blevet anholdt i et tilsyneladende forsøg på at stække medier med relation til Erdogans værste rival, den i USA bosiddende religiøse leder Fetullah Gülen.

Den hollandske udenrigsminister, Bert Koenders, ville efter afhøringen tage sagen op med sin tyrkiske modpart, Mevlüt Cavusoglu.

Frederike Geerdink har blandt andet skrevet bogen "The Boys Are Dead," som undersøger et bombeangreb i 2011, hvor 35 tyrkiske kurdere blev dræbt.

/ritzau/