Tyrkiets præsident lover: Al korruption granskes

Skrevet af admin

24/12/2013

Dagens topnyheder

Tyrkiet vil slå ned på enhver form for korruption, og alle tilfælde vil blive efterforsket af uafhængige instanser, siger landets præsident Abdullah Gül i sin første reaktion på den seneste uges anholdelser og politifyringer.

Korruptionssagerne har rystet premierminister Recep Tayyip Erdogans regering.

- Mange reformer er indført i Tyrkiet. Har der fundet korruption sted i forbindelse med indførelsen af disse, vil der ikke blive dækket over denne korruption, siger Abdullah Gül.

- De påståede korruptionssager er kommet for retten. Uafhængige domstole vil tage stilling til sagerne.

Politiet har anholdt adskillige personer, deriblandt to sønner af ministre i Erdogans regering, i forbindelse med korruptionsefterforskningen, som ifølge Erdogan er en "beskidt operation."

Han hævder, at den kun har til formål at undergrave hans regering.

Som svar har regeringen fjernet politichefer i flere distrikter.

Flere regeringstro aviser i Ankara og Istanbul har beskyldt den amerikanske ambassadør i Tyrkiet for at opmuntre til anholdelsen af den øverste direktør i den statsejede bank Halkbank.

- Tyrkiet har aldrig været udsat for et så umoralsk angreb, sagde Erdogan forleden.

Sagen siges at afspejle en forbitret magtkamp mellem Erdogan og hans tidligere allierede Fethullah Gülen, som er en muslimsk præst i USA med betydelig indflydelse på politiet og domstolene i Tyrkiet.

- Den, som ikke ser tyven, men som går efter dem, der forsøger at fange tyven, og som ikke ser drabet, men som tilsværter andre ved at anklage uskyldige mennesker - lad Gud sætte brand i hans hjem, hedder det i en lydoptagelse på en af Gülens hjemmesider.

Erdogan har undladt at pege på Gülen som hovedkraften bag den store efterforskning.

Han taler i stedet bredt om et "internationalt støttet komplot. Men Gülens bevægelse Hizmet har i de seneste måneder været på direkte konfrontationskurs med Erdogan.

Under korruptionssagen har politiet fundet 25 millioner kroner i skotøjsæsker hos Halkbanks øverste direktør, Suleyman Aslan.

I Istanbul, hvor tusindvis af demonstranter tidligere er gået på gaden for at protestere mod nye byudviklingsprojekter, har en del af demonstranterne fremvist skotøjsæsker, der siden er blevet symbol på korruption.

/ritzau/Reuters