Tysk sprinter brækker kraveben efter styrt

Skrevet af admin

30/03/2014

Dagens topnyheder

Afslutningen på søndagens semiklassiker Gent-Wevelgem udviklede sig dramatisk, da flere ryttere styrtede i løbets slutfase.

Det gik blandt andet ud over den tyske sprinter André Greipel, der kører for det belgiske hold Lotto-Belisol.

Holdet meddeler søndag aften på sin hjemmeside, at Greipel har brækket kravebenet, og han er derfor ude af billedet til de forestående forårsklassikere.

Inden sæsonen havde han ellers annonceret, at han havde ambitioner om at vinde en klassiker. Således var han også blandt favoritterne søndag i Gent-Wevelgem, der blev afgjort i en massespurt. Her kunne John Degenkolb køre først over målstregen.

Greipel havde også set frem til at køre Paris-Roubaix, som, han føler, ligger godt til ham.

Nu må André Greipel indstille sig på at redde sæsonen hjem med en eller flere etapesejre i Tour de France. Her har han smagt sejrens sødme i 2011, 2012 og 2013.

/ritzau/