Tysk tørklædeforbud for lærere er ophævet

Skrevet af admin

13/03/2015

Mest læste i dag

Et forbud for lærerne i offentlige skoler i Tyskland mod at bære hovedtørklæde ophæves.

Forfatningsdomstolen i Karlsruhe har afgjort, at det forbud, der blev indført i 2003, strider mod forfatningens bestemmelser om religionsfrihed.

Beslutningen i Karlsruhe er truffet, efter at to kvindelige muslimske lærere i delstaten Nordrhein-Westfalen gik til forfatningsdomstolen.

Myndighederne havde forinden besluttet, at lærerinderne havde forbrudt sig imod loven ved at bære hovedtørklæde.

En af kvinderne var blevet fyret, mens den anden havde fået en skriftlig advarsel.

Fredagens beslutning betyder, at et forbud fortsat kan opretholdes, men det skal i givet fald ske i særlige tilfælde, hvor et muslimsk tørklæde eksempelvis skaber uro blandt eleverne.

ZMD, Det Centrale Råd for Tysklands Muslimer, hilser domstolens afgørelse velkommen.

- Et skridt i den rigtige retning, siger Nuhan Soykan fra ZMD.

Derimod er den tyske lærerforening ikke tilfreds med afgørelsen, skriver Reuters.

Foreningen siger, at princippet om politisk og religiøs neutralitet i skolerne og andre steder i det offentlige undermineres.

- Vi frygter, at denne afgørelse vil forstyrre i særlige skoler, hvis eksempelvis ikke-muslimske lærere er uenige i, at deres børn skal undervises af lærerinder med hovedtørklæder, siger Josef Kraus, leder af lærerforeningen.

Samtidig skriver Berlinavisen TAZ på sin netavis, at afgørelsen gavner islamkritikerne i gruppen Pegida, der blev dannet sidste efterår i Dresden, og som har bredt sig til mange andre byer.

Forfatningsdomstolen vil med sin afgørelse understøtte Pegidas argument om, at Tyskland er ved at blive overtaget af islam, mener avisen.

- Pegida vil feste, som TAZ skriver.

Forfatningsdomstolen har fredag også truffet afgørelse i en sag, der ligeledes stammer fra den vestlige delstat Nordrhein-Westfalen. Her har undervisningsloven hidtil indeholdt bestemmelser om, at kristne værdier og traditioner skal vægtes.

Det strider også mod forfatningen, hedder det nu, fordi det stiller andre religioner dårligere.

/ritzau/dpa