Én af de mest markante cykelryttere fra Lance Armstrong-årene i begyndelsen af årtusindet har valgt at stoppe karrieren.
Tyskeren Andreas Klöden, der to gange er sluttet på andenpladsen i Tour de France, indstiller karrieren, efter at han ikke fik tilbudt en kontrakt på det nye Trek-mandskab.
38-årige Klöden var undervejs i sin lange karriere holdkammerat med både Jan Ullrich (Telekom) og Lance Armstrong (Astana) og er flere gange blevet sat i forbindelse med doping.
Tyskeren er dog aldrig blev anklaget for noget og har hele tiden nægtet at have haft noget at gøre med forbudte stoffer.
Den stærke allround-rytter noterede store sejre i blandt andet Paris-Nice (2000), Basketlandet Rundt (2000 og 2011), Romandiet Rundt (2008) og Tirreno Adriatico (2007), ligesom han ved OL i Sydney i 2000 tog bronze i landevejsløbet.
Klöden var i sommer for 11. gang til start i Tour de France og sluttede som en samlet nummer 30.
/ritzau/