Tyskland efterforsker mobilaflytning af Merkel

Skrevet af admin

04/06/2014

Dagens topnyheder

Den tyske anklagemyndighed har indledt en efterforskning af USA's aflytning af forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon.

Den tyske rigsadvokat, Harald Range, har onsdag bag lukkede døre orienteret Forbundsdagens retsudvalg om efterforskningen.

- Jeg har informeret udvalget om, at jeg har indledt en indledende efterforskning af aflytninger af en af forbundskanslerens mobiltelefoner, siger Range.

Det sker få timer inden, at Angela Merkel og Barack Obama mødes ved et G7-topmøde i Bruxelles.

Efterforskningen sker på grund af en mistanke om spionage og agentvirksomhed, og rigsadvokaten vil blandt andet afhøre vidner. Range ventes senere onsdag at holde en pressekonference.

I oktober sidste år - samtidig med et EU-topmøde - bekræftede en tysk regeringstalsmand over for nyhedsmagasinet Der Spiegel på baggrund af oplysninger fra whistlebloweren Edward Snowden, at Merkels mobiltelefon sandsynligvis var blevet aflyttet af USA.

Merkel ringede straks til præsident Barack Obama, der via en talsmand forsikrede, at "USA ikke overvåger kansler Merkel og heller ikke vil gøre det". Talsmanden undlod dog at sige, hvorvidt det havde været tilfældet tidligere.

/ritzau/dpa