Tyskland indkalder USA's ambassadør om aflytninger

Skrevet af admin

24/10/2013

Mest læste i dag

Den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, har indkaldt den amerikanske ambassadør i Berlin for at tydeliggøre Tysklands kritik af amerikanske aflytninger.

Det sker, efter at forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon ifølge tyske efterretninger angiveligt er blevet aflyttet af USA.

- Udenrigsminister Guido Westerwelle vil personligt mødes med den amerikanske ambassadør, John B. Emerson, senere torsdag, siger en talsmand fra det tyske udenrigsministerium om det højst usædvanlige tyske skridt over for de amerikanske allierede.

- Ambassadøren er tilkaldt i eftermiddag, og den tyske forbundsregerings holdning vil blive tydeliggjort, siger talsmanden.

Forbundsdagens parlamentariske kontroludvalg, der overvåger efterretningstjenesternes arbejde, er også indkaldt i eftermiddag, skriver dpa.

Lederen af kontroludvalget, Thomas Oppermann (SPD), siger, at "det er en sag, der angår borgerne" i forbundsrepublikken.

- Den amerikanske efterretningstjeneste NSA's aflytningsaktiviteter overskrider alle grænser og er åbenbart helt uden for demokratisk kontrol, siger han.

Merkel har allerede ringet til præsident Barack Obama og gjort det klart for ham, at hvis en sådan overvågning har fundet sted, vil det være "totalt uacceptabelt".

Obama har via Det Hvide Hus afvist beskyldningerne.

- Præsidenten har forsikret kansleren om, at USA ikke foretager aflytninger og ikke vil overvåge kanslerens kommunikation, hedder det i en erklæring fra Det Hvide Hus' talsmand, Jay Carney.

Den 30-årige amerikanske it-tekniker og tidligere agent Edward Snowden står bag omfattende afsløringer af USA's elektroniske overvågning af folk og institutioner i både USA og udlandet.

Men de seneste afsløringer kommer fra det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

/ritzau/DPA