Det har været nogle hårde uger og måneder for den brasilianske fodboldspiller David Luiz. Først tabte David Luiz og Brasilien med 1-7 i VM-semifinalen til Tyskland, som senere blev verdensmester på brasiliansk grund.
Og siden skiftede David Luiz fra Chelsea til Paris Saint-Germain, hvor sæsonstarten har været meget svingende.
PSG-spilleren var derfor en lettet mand efter tirsdagens 3-2-sejr hjemme over FC Barcelona i Champions League, hvor han scorede til 1-0.
- Det var en fantastisk kamp i en utrolig atmosfære. Vi har ikke startet sæsonen godt, men i aften var alle spillere fantastiske. At score var noget enestående for mig.
- Jeg erkender, at jeg ikke har levet op til forventningerne indtil videre, men i aften blev en drøm gjort til virkelighed, siger Luiz til Uefas hjemmeside.
Holdkammeraten Blaise Matuidi, som scorede til 3-1 mod Barcelona, roser parisernes offensiv, som fik åbnet et ellers stærkt spansk forsvar.
- Vi leverede en fantastisk kamp mod et godt hold, som ikke har indkasseret mål i denne sæson. Vi er tilfredse.
- Det handlede om indstilling, og vi viste, at vi kan præstere i de store kampe, siger Blaise Matuidi.
/ritzau/