Uffe Bech: Jeg kan bidrage med fart og dybdeløb

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

FC Nordsjælland har nydt stor gavn af Uffe Bechs syv mål i denne sæson, som i øjeblikket gør ham til delt topscorer i Superligaen sammen med Hobros Mads Hvilsom.

Nu er ambitionen, at den gode form og målnæsen også kan række til debut og spilletid i de kommende EM-kvalifikationskampe mod Albanien og Portugal for det danske A-landshold.

- Jeg håber at spille så meget som muligt. Hvis Morten Olsen skulle få brug for mig i startopstillingen, så vil jeg selvfølgelig ikke sige nej til det, men nu er det første gang, jeg er med.

- Så jeg regner ikke med at være en af de foretrukne 11 fra første kamp. Men jeg håber, at jeg kan vise mig så meget frem, at jeg får debut, siger Uffe Bech.

U21-landsholdsspilleren er stolt af forfremmelsen til A-landsholdet, og han er sikker på, at han har noget særligt at byde ind med.

- Jeg tror, jeg kan bidrage med en masse fart, dybdeløb og gå-på-mod. Men hvis man kigger på truppen denne gang, så er der mange med, som har fart i støvlerne.

- Lasse Vibe, Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen er også hurtige, så der er mange hurtigløbere med denne gang. Så det er op til mig at bevise til træning, at det er mig, der fortjener chancen, siger FCN-angriberen.

Uffe Bech kender en del til RB Leipzig-angriberen Yussuf Poulsen, som også er forfremmet fra U21-landsholdet.

- En spiller som Yussuf Poulsen har rigtig meget fart i støvlerne. Det er måske hans største styrke. Han er et fysisk pragteksemplar, hvor jeg måske ser min største styrke i det tekniske også.

- Selv om vi begge er hurtige, så har vi stadig lidt forskellige styrker. Der er forskel på os, påpeger Uffe Bech.

Danmark møder lørdag Albanien på udebane, mens Portugal kommer på besøg tirsdag i Telia Parken.

/ritzau/