Ukendt dronefly styrter ned i Sydkorea

Skrevet af admin

01/04/2014

Mest læste i dag

Et ubemandet dronefly styrtede mandag ned på en sydkoreansk ø nær den omstridte maritime grænse til Nordkorea.

Det meddeler det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, som citerer en anonym embedsmand fra samme land.

Det er ikke oplyst, hvor flyet kommer fra, og hvad hensigten var, men nyhedsbureauet skriver, at det sydkoreanske militær ifølge kilden er ved at undersøge, om der er en mulig forbindelse til spionage fra Nordkorea.

Nordkorea og Sydkorea udvekslede mandag ild ved deres maritime grænse, da skud fra en nordkoreansk militærøvelse havnede i naboens farvand.

Det fik Rusland til at udtrykke bekymring over de tiltagende spændinger på Koreahalvøen.

Moskva henviser især til, at Nordkorea har bebudet en ny test af atomvåben.

- Det vækker vores bekymring, at retorikken mellem de to lande bliver stadig hårdere, og at Nordkorea har erklæret, at det vil gennemføre en ny nuklear test, lød det fra det russiske udenrigsministerium i en erklæring, som også kritiserede USA for at gennemføre militære manøvrer sammen med Sydkorea.

Moskva mener, at den fælles manøvre forværrer spændingerne.

Nordkorea testede i sidste uge to ballistiske mellemdistanceraketter, der landede i havet. Det var første gang i fire år, at nordkoreanerne affyrede Rodong-missiler, som kan nå mål i Japan.

Nordkorea har også testet flere kortdistance-missiler. I sidste uge blev der ifølge Yonhap affyret 30 missiler ud over havet.

Det Gule Hav er et ekstremt ømtåleligt område, der tidligere har været scene for korte, men dødelige sammenstød mellem de stridende lande.

/ritzau/Reuters