Ukraines opposition planlægger storstrejke

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

Ukraines opposition optrapper konflikten med regeringen ved at true med en generalstrejke efter nye sammenstød mellem politiet og proeuropæiske demonstranter.

- Vi har truffet en fælles beslutning om at oprette et hovedkvarter for den nationale modstand, og vi er begyndt at forberede en generalstrejke over hele Ukraine, siger den tidligere økonomiminister, Arsenij Jatsenjuk.

Han står i spidsen for protesterne sammen med to andre oppositionspolitikere. Jatsenjuk tilføjer, at oppositionen vil presse regeringen til gå af, så der kan holdes nyvalg til parlamentet og til præsidentposten.

Oppositionen mødes senere lørdag med ambassadører, der er repræsenterer EU.

Reaktionen kommer, efter at adskillige demonstranter tidligt lørdag blev såret i Ukraines hovedstad, Kijev, da politiet opløste en demonstration rettet mod præsident Viktor Janukovitj.

- Adskillige er kvæstet, og adskillige er anholdt. Ukraine har ikke tidligere oplevet noget lignende, skriver oppositionspolitikeren Andrij Sjevtjenko fra den fængslede ekspremierminister Julia Timosjenkos Fædrelandsparti på Twitter.

Flere tusinde mennesker var fredag aften samlet i centrum af Kijev for at protestere mod, at Ukraine ikke som ventet underskrev en samarbejdsaftale med EU ved et topmøde i Litauen.

Omkring 1000 af demonstranterne blev efter demonstrationen på byens centrale plads, hvor politiet slog dem med knipler, fortæller øjenvidner.

Omkring 10.000 mennesker deltog i demonstrationen, hvor de krævede præsidentens afgang.

Mens præsident Janukovitj på topmødet i Vilnius udtrykte håb om, at aftalen med EU snarest kan blive skrevet under, virker det til, at EU-lederne har opgivet håbet i denne omgang.

Under urolighederne lørdag søgte omkring 100 ukrainske proeuropæere tilflugt i et kloster og barrikaderede portene til bygningen for at holde politiet på afstand.

- Vi fik te af munkene, som opfordrede os til at holde op. De sagde også, at vi ikke skulle forsøge at fordrive ondt med ondt, siger en 25-årig demonstrant, Roman Tsado.

- Det er det sidste sted, vi har at søge tilflugt. Jeg har ikke noget andet sted at gå hen, siger den 17-årige Aleksander Ananitj fra den vestukrainske by Lviv.

Mens politiet omringede stedet, var det usikkert, hvor længe demonstranterne ville få mulighed for at opholde sig i klosteret.

/ritzau/AFP