Undersøgelse: Børnemobning påvirker 50-årige

Skrevet af admin

18/04/2014

Mest læste i dag

Forskere har i den første undersøgelse af sin art undersøgt, hvordan mobning i barndommen påvirker mennesker flere årtier senere.

Konsekvenserne er "vedvarende og gennemtrængende", og forskerne siger, at personer, der er blevet mobbet i deres unge år, er mere tilbøjelige til at have et dårligere fysisk og psykisk helbred og en ringere kognitiv funktion i 50-års alderen.

- Mobningens effekt er stadig synlig knap fire årtier senere med sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser, der varer langt ind i voksenalderen, siger Ryu Takizawa, der har ledt undersøgelsen ved King's College London.

Resultaterne bliver offentliggjort i American Journal of Psychiatry fredag, og undersøgelsen inkluderer data fra børn født i England, Skotland og Wales i en bestemt uge i 1958.

Det drejer sig om 7771 børn, hvor forældrene gav oplysninger om barnets oplevelser med mobning i alderen syv til 11. Derefter blev der fulgt op på børnene igennem voksenlivet, indtil de blev 50 år.

Mobning er i undersøgelsen blevet karakteriseret som gentagne sårende handlinger fra børn i samme alder, hvor mobbeofret havde svært ved at forsvare sig selv.

Flere end hvert fjerde barn i undersøgelsen - 28 procent - oplevede mobning indimellem, og 15 procent oplevede det ofte. Det stemmer overens med den nuværende situation i Storbritannien, lyder det fra forskerne.

Undersøgelsen tog hensyn til faktorer som IQ, følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer og engagement fra forældrene.

Resultaterne viser, at personer, der ofte blev mobbet i barndommen, oplevede en øget risiko for at udvikle psykiske lidelser som depression, angst og selvmordstanker.

Mobbeofrene havde tendens til at have et lavere uddannelsesniveau, mindre tilbøjelige til at være i et parforhold og meldte oftere om en ringere livskvalitet.

Mænd, der var blevet mobbet, var derudover mere tilbøjelige til at være arbejdsløse og tjene mindre.

/ritzau/Reuters