Undgå juleindbrud: Drop Facebook - ellers dækker forsikringen ikke

Mere mobil

|

24/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mange elsker at dele stort og småt fra hverdagen på de sociale medier, men når juleferien står for døren, skal man tænke sig om, når det kommer til, hvad man deler med andre. En statusopdatering og efterfølgende indbrud, kan betyde farvel til erstatning fra forsikringen.

Juledagene og nytåret er tyveknægtenes kronede dage, da mange huse er alene hjemme i flere dage, mens familien er på juleferie. I denne måned bliver der anmeldt op mod 50 procent flere indbrud end resten af året.

Det er vigtigt ikke at dele juleplanerne på Facebook, Twitter eller Instagram, for ikke alle profiler er tilstrækkeligt beskyttede, og tyvene læser med over skulderen. Vent i stedet med at dele dine oplevelser, til du kommer hjem igen.

Muligvis ingen forsikringsdækning

Foruden du kan risikere at få stjålet alle dine værdigenstande midt i julemaden, så er der  fare for, at forsikringen ikke dækker økonomisk.

Hvis du har annonceret på eksempelvis Facebook, at du ikke er hjemme, eller lægger billeder af dig selv fra juleferien på nettet, så kan det være din forsikring ikke dækker, hvad der er stjålet, i hvert fald hos nogle selskaber.

Tidligere har Alka være ude at kalde det “groft uagtsomt” hvis man har hjulpet tyven. En ”invitation” til et tomt hus på Facebook kan sammenlignes med, at man ikke har låst hoveddøren. Det er vigtigt, at man læser sine forsikringsbetingelser, for at finde ud af, hvordan reglerne for dækning er i den enkeltes situation.

- “Får man indbrud efter, at man har skrevet til gud og hvermand på Facebook, at man rejser på ferie på mandag, at tante Oda vander blomsterne, og nøglerne ligger under måtten, så vil det blive betragtet som groft uagtsomt, og så vil forsikringen som udgangspunkt ikke dække. Da har man i et eller andet omfang selv inviteret tyven,” siger Ole Vidstrup, konsulent i Forsikringsoplysningen.

Husk derfor også, at have en lukket profil, så kun dem du er venner med, kan se hvad du skriver. Har du børn, som er på Facebook, så tag en snak med dem om risikoen, så heller ikke de inviterer tyve indenfor via deres sociale profiler.

Mange glemmer omtanken

De gode råd omkring brug af de elektroniske medier, kan ikke gentages mange gange nok, da mange glemmer at tænke sig om.

Omkring 17 procent af de adspurgte i en undersøgelse YouGov har lavet for Alka angiver, at de skriver ferieopdateringer.

11 procent opdaterer endda, selvom de er klar over, at indbrudstyvene kan kigge med.

Over halvdelen af Facebook-bruget sker mobilt, og det er snart lige så naturligt at sende en Facebook-besked, eller opdatere sin status, som det er at sende en SMS.

Ifølge Facebook findes er aktuelt omkring 3,2 millioner Facebook profiler i Danmark.

Der uploades hver dag mere end 250 millioner billeder på Facebook.