Ung chauffør slipper for fængsel efter dødsulykke

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

En 23-årig lastbilchauffør skal ikke i fængsel, selvom han er skyld i et af de senere års værste trafikulykker.

Manden slipper med otte dagbøder à 500 kroner og risikerer desuden at miste sit kørekort i tre år, hvis han overtræder færdselsloven igen.

Det har Retten i Horsens afgjort onsdag eftermiddag.

Tre personer mistede livet, og flere kom alvorligt til skade, da chaufføren i sin lastbil hamrede ind i en personbil og forårsagede et stort harmonikasammenstød på motorvejen ved Hedensted 5. december sidste år.

Anklagemyndigheden mente, at chaufføren skulle straffes med fængsel i tre måneder, men det afviste retten på trods af, at den fandt den tiltalte skyldig i alle anklageskriftets forhold.

Dermed er den 23-årige skyldig i uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og i at have overtrådt færdselsloven.

Ifølge retten var han ikke tilstrækkeligt opmærksom og holdt ikke en passende afstand, da han med høj fart ramte en bilkø, men det er altså ikke nok til en fængselsstraf, fastslog retsformanden.

- Vi følger praksis fra Højesteret, lød begrundelsen blandt andet.

I retten er det kommet frem, at chaufføren hverken var påvirket af alkohol eller talte i telefon. Samtidig var han frisk, overholdt køre- og hviletidsbestemmelserne og kørte kun lidt hurtigere end tilladt.

Den 23-årige forklarede selv, at der var "forbavsende lidt" trafik på vejen, da han tidligt om morgenen 5. december kom kørende på motorvej E45.

- Jeg kommer kørende og har ikke noget foran mig i 200-300 meter. Så kigger jeg ud i spejlet for at sikre mig, at læsset ligger, som det skal. Idet jeg kigger op, står det hele stille foran mig, sagde den tiltalte onsdag formiddag i retten.

Formentlig havde han blot 20 eller 30 meter til at bremse. Det var alt for lidt.

Først efter 84 meter holdt lastbilen stille, og tre personer var dræbt.

Ulykkens dødsofre var en 54-årig mand fra Esbjerg og to kvinder på 19 og 21 år fra Vejle.

/ritzau/