Ung dansker afgør belgisk pokalfinale

Skrevet af admin

22/03/2014

Mest læste i dag

Den danske fodboldspiller Alexander Scholz er den store helt i sin klub Lokeren, efter at han lørdag aften var den direkte årsag til, at klubben vandt den belgiske pokalfinale.

På King Baudouin Stadion i Bruxelles vandt Lokeren finalen med 1-0 over Zulte Waregem, og det var Scholz, der stod for sejrsmålet 12 minutter inde i anden halvleg.

Den tidligere Vejle-spiller satte hovedet på bolden efter et hjørnespark, og derfra strøg den i nettet bag Zulte Waregems keeper, Sébastien Bruzzese. Dermed er Lokeren belgisk pokalvinder for anden gang.

Samtidig kan 21-årige Alexander Scholz notere et foreløbigt højdepunkt i en stor sæson, hvor han har fået meget ros og af belgiske eksperter bliver vurderet som en af ligaens bedste forsvarsspillere.

Noget af en vending om en mand, der i 2011 stoppede i Vejle, fordi han havde mistet lysten til topfodbold.

Et jordomrejse og et ophold i en islandsk klub gav ham dog nyt mod på tilværelsen som fodboldspiller, og siden januar sidste år har Alexander Scholz været en markant figur i Lokerens defensiv.

Når han og holdkammeraterne har fejret pokaltriumfen, venter der flere spændende kampe i resten af sæsonen.

Lokeren sluttede nemlig på femtepladsen i grundspillet i den belgiske liga, og dermed er holdet med i mesterskabs-playoff.

/ritzau/