To unge i sagen om skudattentater skal blive i fængsel

Skrevet af admin

26/02/2015

Dagens topnyheder

De to unge mænd, der sigtes for at have hjulpet den formodede attentatmand Omar El-Hussein ved drabene i København, skal blive i deres celler.

En dommer i Københavns Byret har torsdag formiddag besluttet at forlænge varetægtsfængslingen med fire uger.

Sagen er blevet behandlet bag lukkede døre, og derfor kendes grundlaget for afgørelsen ikke.

Men det er blevet oplyst, at specialanklager Stig Fleischer ikke har fået sit ønske om isolation af de to unge opfyldt.

Mændene er sigtet for medvirken ved drabene på filmmanden Finn Nørgaard ved Krudttønden på Østerbro i København og på den frivillige vagt ved den jødiske synagoge, Dan Uzan.

Desuden sigtes de for at have givet to pistoler til den formodede gerningsmand Omar El-Hussein, ligesom de beskyldes for at have skaffet et militærgevær af vejen.

Mændene nægter sig skyldige.

Begge blev anholdt dagen efter attentaterne, hvor også flere livvagter og politifolk blev ramt af skud.

Torsdagens retsmøde er afviklet under et usædvanligt stort sikkerhedsopbud. Adskillige betjente har bevogtet Københavns Byret.

/ritzau/