Manchester United kommer ikke til at genvinde det engelske fodboldmesterskab.
Så klar er meldingen fra holdets anfører, Nemanja Vidic, efter at United er røget 14 point efter førende Arsenal i Premier League-titelkampen.
- Ja, jeg tror, at vi er for langt efter. Nu skal vi fokusere på at komme i top-3 eller top-4. Vi bliver nødt til at være positive, siger Nemanja Vidic til Sky Sports.
Manchester United tabte søndag 1-3 ude til Chelsea, og de forsvarende mestre indtager en lidet attråværdig syvendeplads i den engelske liga.
Klubben har seks point op til Liverpool på fjerdepladsen, der kan give adgang til kvalifikationskampe om at komme med i næste sæsons Champions League.
Nemanja Vidic blev udvist i kampens afsluttende minutter mod Chelsea.
/ritzau/