Mange havde afskrevet Manchester Uniteds mesterskabsmuligheder i denne sæson efter klubbens startvanskeligheder under den nye manager David Moyes, der havde fået den svære opgave at fylde legendariske Sir Alex Fergusons sko ud.
Men en række sejre i træk har bragt optimismen tilbage på Old Trafford, og klubbens franske landsholdsspiller Patrice Evra fortæller, at holdet nu har genfundet sulten efter endnu et mesterskab.
- Jeg kigger kun på nuet. Holdet spiller bedre nu, og vi har fået vindermentaliteten og United-ånden, der manglede i starten af sæsonen, tilbage.
- Jeg kan se, at vi har genfundet vores sult, siger 32-årige Patrice Evra, der har spillet i Manchester United siden 2006.
Med fire sejre i træk har de engelske mestre listet sig op på sjettepladsen i Premier League, og der er nu blot tre point op til den Champions League-udløsende fjerdeplads og otte point op til Arsenal, der fører rækken.
United måtte på grund af skader undvære begge sine angrebsstjerner - Wayne Rooney og Robin van Persie - i søndagens 1-0-sejr over Norwich.
Patrice Evra håber dog at have dem begge med, når United onsdag møder Christian Eriksens Tottenham:
- Det er ikke så tit, at vi har haft Wayne og Robin som en angrebsduo, så jeg ser virkelig frem til at få dem tilbage. Når vi har dem med, så er vi det stærkeste hold i Premier League.
Manchester Uniteds onsdagsmodstander Tottenham har endnu ikke tabt en kamp under den nye manager Tim Sherwood.
/ritzau/AFP