Uruguays landstræner: Luis Suarez er ikke skadet

Skrevet af admin

15/06/2014

Dagens topnyheder

Liverpool-stjernen Luis Suarez' offensive kompetencer var hårdt savnede, da Uruguay lørdag aften overraskende indledte VM med et nederlag på 1-3 til Costa Rica.

Uruguays landstræner, Oscar Tabárez, havde på forhånd meldt ud, at Premier League-topscoreren ville starte på bænken, men trods behovet for at vende kampen kom Suarez ikke på banen i løbet af anden halvleg. Flere gange rejste han sig ellers fra udskiftningsbænken.

Efter kampen understregede landstræneren dog, at Suarez er klar til at spille oven på knæoperationen 22. maj.

- Luis Suarez er ikke længere skadet. Ellers ville han ikke sidde på bænken, siger Tabarez ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er mere et spørgsmål om manglende form, der får ham til at holde Suarez på bænken. Han har ikke været i kamp siden 11. maj.

- Vi må vente på, at han når til et punkt, hvor han virkelig kan hjælpe os. Det var også hans eget ønske at sidde på bænken.

Uruguay får hårdt brug for Suarez på torsdag, når holdet møder England, der tabte sin første kamp ved VM til Italien. Dermed har de to hold begge nul point, mens Italien og Costa Rica har fået en god VM-start med hver tre point i gruppe D.

/ritzau/