USA er ny verdensmester i volleyball

Skrevet af admin

13/10/2014

Mest læste i dag

USA sikrede sig søndag aften verdensmesterskabet i volleyball for kvinder, da holdet foran 12.600 tilskuere i Milano besejrede Kina med 3-1 i sæt.

En time og 55 minutter varede den intense affære, hvor holdene pressede hinanden til det yderste i især første og sidste sæt.

To gange tidligere har USA stået i en VM-finale, i 1967 og 2002, hvor amerikanerne dog måtte nøjes med sølv.

Men efter 3-1-sejren på 27-25, 25-20, 16-25 og 26-24 kunne amerikanerne endelig løfte landets første VM-trofæ.

- Vi kom for at skrive historie, og det gjorde vi. Det var en hård kamp, men vi klarede den, siger USA's cheftræner Karch Kiraly ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Volleyball Forbund.

Lørdag vandt USA semifinalen mod Brasilien, som dog fik lidt revanche ved at snuppe bronzemedaljerne med en sejr på 3-2 i sæt over værtsnationen Italien.

/ritzau/