USA får grønt lys til at bruge tyrkiske baser i IS-krig

Skrevet af admin

13/10/2014

Dagens topnyheder

Tyrkiet giver USA tilladelse til at bruge tyrkiske luftbaser i kampen mod Islamisk Stat (IS).

Det oplyser en amerikansk embedsmand ifølge AFP.

Embedsmanden fra det amerikanske forsvar udtaler sig anonymt.

- Detaljerne omkring brugen er stadig ved at falde på plads, siger kilden.

Med aftalen får USA mulighed for at bruge Tyrkiet som base, mens de bekriger Islamisk Stat. Blandt andet får amerikanerne formentlig lov til at bruge Incirlik-basen i den sydlige del af Tyrkiet.

Med grønt lys fra Tyrkiet kan USA's kampfly, der bomber den militante gruppe fra luften, nøjes med at flyve en kortere distance på missioner til eksempelvis byen Kobani, hvor jihadister rykker frem.

Kurdiske militsfolk forsøger at holde stand mod gentagne offensiver fra IS i den syriske grænseby Kobani, hvor der er frygt for, at den sidste flugtvej til Tyrkiet kan blive afskåret.

Siden Islamisk Stats offensiv mod byen begyndte i midten af september, er over 500 mennesker blevet dræbt, og omkring 200.000 i området er flygtet over grænsen til Tyrkiet.

Den amerikanskledede koalition har gennemført flere luftangreb mod IS omkring Kobani.

/ritzau/AFP