USA får løfte om 1500 soldater til at træne kurdere i Irak

Skrevet af admin

08/12/2014

Dagens topnyheder

Amerikanske allierede har forpligtet sig til at sende omkring 1500 mand til Irak for at hjælpe irakiske og kurdiske styrker med at bekæmpe Islamisk Stat (IS).

30 danske soldater er allerede påbegyndt træningen af kurdiske soldater i Irak som en del af det danske bidrag til bekæmpelsen af den militante, islamistiske gruppe.

Det var USA, der i sin tid tog initiativ til at samle den gruppe af lande, der nu forsøger at nedkæmpe den ekstremistiske gruppe, som hærger i store dele af Irak og Syrien.

Kurdiske peshmerga-krigere fra Irak har deltaget i kampe i den syriske grænseby Kobani for at støtte byens lokale milits i kampen mod Islamisk Stat, der ser byen som strategisk vigtig.

I september i år vedtog alle partier i Folketinget, med undtagelse af Enhedslisten, at sende syv danske F-16 kampfly til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat.

Samtidig blev det besluttet, at Danmark, på opfordring fra USA, skulle sende en gruppe soldater til Irak for at træne irakiske og kurdiske soldater.

De danske soldater skal ikke selv deltage i kamphandlingerne, som F16-flyene har gjort. Til gengæld handler det om at klæde de irakiske styrker på til kampene i det nordlige Irak.

De danske soldaters træningsarbejde i Irak vil løbe over de kommende måneder.

Foruden de danske soldater er britiske også i gang med at træne kurdiske styrker.

/ritzau/Reuters