USA og Saudi-Arabien bombarderer jihadister ved Kobani

Skrevet af admin

13/10/2014

Mest læste i dag

USA og Saudi-Arabien har søndag og mandag udført otte luftangreb mod Islamisk Stats (IS) stillinger i Syrien. Syv af angrebene har fundet sted mod islamisterne i nærheden af den belejrede by Kobani, der ligger på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando.

Fire af luftangrebene skete sydvest for Kobani og ramte angiveligt flere af Islamisk Stats positioner, hvor de blandt andet ødelagde en maskingeværstilling. Tre angreb nordøst for Kobani ødelagde adskillige bygninger, oplyser centralkommandoen i en erklæring.

Det ottende angreb ramte en garnison med islamister nordvest for den syriske by Raqqa, der ligger omkring 140 kilometer sydøst for Kobani, rapporterer den amerikanske hær.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder rapporterede tidligere mandag, at kurderne har taget to områder fra IS i den sydlige del af Kobani, og at mindst 13 jihadister er dræbt.

Det angivelige kurdiske fremskridt kommer i kølvandet på intensiverede luftangreb fra den USA-ledede koalition i områder øst og syd for Kobani, siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

I midten af september indledte IS en offensiv mod Kobani, og hidtil er over 500 mennesker blevet dræbt, mens omkring 200.000 i området er flygtet over grænsen til Tyrkiet.

Jihadisterne har erobret store landområder, siden Islamisk Stat i juni udråbte et kalifat, der strækker sig over dele af Irak og Syrien.

/ritzau/Reuters