USA: Russiske styrker kontrollerer nu Krim

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Russiske styrker har søndag opnået fuldstændig operativ kontrol over den ukrainske Krim-halvø, oplyser en amerikansk regeringskilde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den anonyme amerikanske kilde siger, at der nu er 6000 russiske marinesoldater og styrker fra luftvåbnet på Krim, hvor den russiske sortehavsflåde i forvejen holder til.

Oplysningerne er foreløbig hverken be- eller afkræftet fra ukrainsk eller russisk side.

USA's udenrigsminister, John Kerry, agter at besøge Kijev på tirsdag for at give sin støtte til Ukraines nye midlertidige regering. Det overvejes også fra amerikansk side at yde økonomisk hjælp til Ukraine i en nær fremtid.

Samtidig gør den amerikansk kilde det klart, at USA alene fokuserer på økonomiske, politiske og diplomatiske muligheder for Ukraine. En amerikansk militær indgriben er slet ikke på tale.

De amerikanske oplysninger kommer på en dag, da diplomatiet har været glødende for at finde en løsning på konflikten i det urohærgede land, og den ukrainske flådechef efter et døgn på posten har skiftet side og nu er chef for den autonome region Krims flåde.

USA's præsident, Barack Obama, har i en telefonsamtale drøftet krisen i Ukraine med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og kaldt Ruslands indtrængen på Krim fuldstændig lovstridig, oplyser en højtstående amerikansk regeringskilde.

Senere søndag ringede præsident Obama til den britiske premierminister, David Cameron.

- Det primære formål ved opkaldene har været at understrege den totale illegitimitet ved Ruslands indgriben i Ukraines Krim-region, siger kilden på et telefonpressemøde.

Efter samtalen siger Cameron ifølge Reuters, at han er enig med Obama i, at den russiske optræden i Ukraine er "fuldstændig uacceptabel".

Cameron tilføjer, at han og Obama også er enige om, at det skal have "betydelige omkostninger" for Rusland, hvis ikke Moskva ændrer kurs over for Ukraine.

/ritzau/AFP