USA truer med nye sanktioner mod Rusland

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Rusland risikerer at blive pålagt yderligere sanktioner, hvis ikke landet forsøger at stoppe de prorussiske separatisters voldsomme angreb i det østlige Ukraine.

Meldingen kommer fra USA's vicepræsident, Joe Biden, efter at han har talt med Ukraines nyvalgte præsident, Petro Porosjenko.

- Vicepræsidenten bemærker, at USA vil arbejde sammen med vores partnere om at indføre yderligere omkostninger for Rusland, hvis landet fortsætter den nuværende kurs, lyder det fra Det Hvide Hus i Washington.

Bidens advarsel kommer, mens kampene fortsætter i det østlige Ukraine mellem separatister og ukrainsk militær. 147 ukrainske soldater har mistet livet, og hundredvis er blevet kvæstet.

Ifølge USA's vicepræsident har Rusland ikke stoppet med at sende våben og militærudstyr over grænsen til separatisterne i Ukraine.

USA og EU har allerede indført en række sanktioner mod navngivne russiske personer og virksomheder, efter at Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim i marts. Derudover er Rusland blevet mødt med trusler om skrappe økonomiske sanktioner, der vil ramme energi- og mineindustrien.

EU's ledere skal efter planen diskutere nye sanktioner på et møde 27. juni. Biden og Ukraines præsident har aftalt at "holde kontakten" forud for mødet, oplyser Det Hvide Hus.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, drøftede tirsdag aften situationen i det uroplagede østlige Ukraine med Petro Porosjenko. De to præsidenter talte også om muligheden for at blive enige om en våbenhvile.

/ritzau/Reuters