USA's højesteret siger god for tilskud til Obamacare

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har fået en sejr for sin sundhedsreform, efter at den amerikanske højesteret har afsagt en dom, der siger god for de tilskud, der er kernen i reformen - kaldet Obamacare.

Domstolen skulle afgøre en tvist om sprogbruget i loven. Dommerne er nået frem til, at amerikanerne kan købe forsikringerne med statstilskud inden for sundhedsreformen.

Tilskuddet sker i form af et skattefradrag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Konkret var der anlagt en sag, der stillede spørgsmål ved, om skattepenge skal bruges til at hjælpe med at købe forsikringer, og om millioner af amerikanere kan få hjælp inden for sundhedsloven.

Havde højesteretten i Washington sagt nej til statstilskud til forsikringer, kunne omkring 7,5 millioner amerikanere have mistet deres hjælp inden for sundhedsreformen, da forsikringerne så ville blive for dyre for dem.

Det kunne have undermineret hele idéen med reformen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge sundhedsloven skal de 50 amerikanske delstater oprette internet-markedspladser, hvor borgerne kan købe sundhedsforsikringer.

Imidlertid har en række stater afvist at gøre dette i protest mod loven. De mener, at Obama selv må oprette en sådan markedsplads, hvis han ønsker den.

Nu siger højesteret, at borgere i alle 50 stater har ret til at købe sundhedsforsikringer med offentlige tilskud, hvis en række forhold er opfyldt.

Sundhedsreformen er en af de store tvister i amerikansk politik.

/ritzau/dpa