V: Højere adgangskrav skal sende færre i gymnasiet

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

Regeringen lukker alt for mange ind i gymnasiet, når elever kun skal have to i dansk og matematik. Langt flere unge skal uddannes som håndværkere, som det sker i Schweiz, mens færre skal gå i gymnasiet.

Det siger Venstres gymnasieordfører, Esben Lunde Larsen, om regeringens forslag til en gymnasiereform, der blev præsenteret mandag.

- Vi er ikke tilfreds med et karakterkrav på to. Man skal have fire som minimum i dansk og matematik. Ved eksamen skal man heller ikke prøves i idérigdom og samarbejde eller al mulig andet end grundfaglighed, siger Esben Lunde Larsen.

Regeringens forslag beskærer fagkombinationer, så det almene gymnasium kun får 12 hoved-studieretninger. Desuden skal eleverne lære mere ved at forkorte læseferierne i 1. og 2. g.

Venstre vil ligesom regeringen slanke fagkombinationerne, fastslår Esben Lunde Larsen.

- Vi vil ned på så få grundområder som overhovedet muligt: Humaniora, sprog, matematik, natur og teknik, science og samfundsvidenskab. Så kan man lave en underpodning af det med noget valgfrihed. Men det er vigtigt for os, at vi virkelig går til stålet, siger Esben Lunde Larsen.

Han mener, at for mange fag ansporer til kassetænkning.

- Vi har brug for at mindske incitamentet til at spekulere. Både fra uddannelsesinstitutionerne og de studerende, siger Esben Lunde Larsen.

Han erkender, at VK-regeringens gymnasiereform fra 2004 er kørt af sporet.

- Vi erkender blankt, at det er nødvendigt at ændre dét, der blev indført under vores regering. I 2004 havde ingen vel forestillet sig, at der ville være et så markant meroptag på de videregående uddannelser, siger Esben Lunde Larsen.

/ritzau/