V kan have betalt ekstra rengøring efter Løkke-rygning

Skrevet af admin

17/05/2014

Dagens topnyheder

- Helt ærligt, Venstres formand skal ikke stå i porten og ryge efter at have været 16 timer på landevejen.

Sådan lyder Claus Hjort Frederiksens (V) forklaring på, hvorfor det er i orden, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, tilsyneladende ryger på hotelværelser, som er beregnet til ikke-rygere.

Udmeldinger kommer i et interview med TV2 News, hvor Claus Hjort Frederiksen i et forsvar for Løkke kommer til at bekræfte, at Venstre har måttet betale for ekstra rengøring efter partiformandens overnatninger.

- I en stresset kampagne er det for mig helt uproblematisk, at vi lige må betale for, at der bliver luftet ud på det hotelværelse, siger Claus Hjort Frederiksen og tilføjer:

- Skulle vi som parti sige, at du må bare stille dig ned i porten. Altså, jeg synes det er uanstændigt.

Spørgsmål: Men er det mådehold?

- Ja, det synes jeg, det er, siger Claus Hjort Frederiksen, der blandt andet er tidligere finansminister og formand for Venstres økonomiudvalg.

Som sundhedsminister stod Lars Løkke Rasmussen ellers selv bag rygeloven, som forbyder rygning på alle arbejdspladser og restaurationer. Loven blev indført for at beskytte ikke-rygere mod skadelige partikler fra tobaksrøg.

For at imødekomme rygeres behov for en cigaret har nogle hoteller særlige værelser til rygere, så andre gæster ikke udsættes for røg.

Sker det alligevel, at en gæst ryger på et ikkerygerværelse, vil hotellet typisk kræve, at rummet bliver særlig grundigt rengjort, og stoffer som eksempelvis gardiner sendt til rens - på kundens regning.

Claus Hjort Frederiksens udtalelser tyder på, at Lars Løkke Rasmussen måske flere gange har fået den regning betalt af Venstres partikasse, hvoraf omkring halvdelen er finansieret af skatteyderne.

Ekstra Bladet har i de seneste dage afsløret, at Venstre i forvejen har betalt tøj for 152.000 kroner til partiformanden og også betalt flybilletter til Mallorca for Løkkes familie.

Af et brev til Venstres medlemmer, som blandt andre Claus Hjort Frederiksen står bag, fremgår det, at Venstre-toppen forventer flere historier i medierne i den kommende tid. Blandt andet om omkostninger i forbindelse med Løkkes hotelovernatninger:

- Forventeligt vil det fortsætte med spektakulære skriverier om familieferier for partiets regning, hotelomkostninger, skatteunddragelse og så videre.

/ritzau/