Valget er gået i gang: Inderne stemmer frem til maj

Skrevet af admin

07/04/2014

Dagens topnyheder

Verdens største parlamentsvalg er nu i gang.

Natten til mandag dansk tid satte de første indere deres kryds i den nordøstlige del af det store land. Over de næste fem uger spredes valghandlingen gradvist ud over kontinentet, der har 815 millioner registrerede vælgere.

Valgets resultat ventes at være klar 16. maj, og holder målingerne, så vil det nationalistiske, hinduistiske parti Bharatiya Janata (BJP) vinde magten.

I de seneste 10 år er Indien blevet regeret af det venstreorienterede Kongresparti og Gandhi-familiedynastiet.

Men det ser ud til at være slut nu. Målingerne peger, at de unge i stigende grad ønsker forandring. De er trætte af den linje, landet har lagt sig på, og utilfredse med de høje priser på madvarer.

Lederen af BJP hedder Narendra Modi. Han har tre gange været førsteminister i den vestlige delstat Gujarat, er søn af en te-sælger, er ungkarl og er steget op i rækkerne inden for BJP, så han nu er kørt i stilling til at blive Indiens næste premierminister.

Hans ry er godt nok svinet noget til af religiøse uroligheder i Gujarat, og han regnes for at være fjendtligt indstillet over for muslimer. Men han portrætteres også som en økonomisk reformist, der kan sætte ny gang i økonomien og skabe arbejdspladser.

- I de seneste seks måneder har jeg i hver en krog af Indien talt om forandringer af Indiens fremtid, udvikling, ungdomsbeskæftigelse og respekt for kvinder, sagde han forud for valget.

Hvis meningsmålingerne holder stik, bliver BJP det største parti i det næste parlament i New Delhi, der har 543 medlemmer.

Nu er målinger i Indien ikke altid lige troværdige, så de skal tages med forsigtighed. Målingerne giver heller ikke partiet absolut flertal, så det ligner en koalition mellem BJP og et eller flere af de regionale småpartier.

/ritzau/