Valverde vinder Flèche Wallonne for anden gang

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

I 2006 vandt Alejandro Valverde Flèche Wallonne. Onsdag eftermiddag gentog den spanske Movistar-rytter bedriften, da han vandt den 78. udgave af semiklassikeren og tog sin anden sejr i løbet.

Valverde var tæt på at vinde Flèche Wallonne for anden gang allerede året efter sin første sejr, men det endte med en andenplads ved den lejlighed.

Onsdag var Valverde helt ustyrlig på den sidste hårde stigning, hvor han uden problemer overhalede den irske Garmin-Sharp-rytter Daniel Martin, der blev nummer to - tre sekunder efter Valverde.

Polakken Michal Kwiatkowski (Omega Pharma-Quick-Step), som angreb først og tog en solid føring på den sidste stigning, blev også overhalet af en let og elegant Valverde.

Chris Anker Sørensen forsøgte sig med lidt over 12 kilometer til mål. Den danske Tinkoff-Saxo-rytter stak af sted på en af stigningerne, og flere ryttere gik med ham. Udbruddet blev dog hurtigt neutraliseret.

Med omkring tre kilometer til mål skete der et styrt, hvor blandt andre Lampres Damiano Cunego var i asfalten.

Bedste Tinkoff-Saxo-rytter blev Roman Kreuziger på en ottendeplads - otte sekunder efter Valverde.

/ritzau/