Van Gaal henter hollandsk VM-profil til United

Skrevet af admin

01/09/2014

Dagens topnyheder

Oprustningen fortsætter i den kriseramte storklub Manchester United på transfervinduets sidste åbningsdag.

Den 20-dobbelte engelske mesterklub annoncerer mandag aften, at den er blevet enig med Ajax om et køb af den hollandske VM-profil Daley Blind, der skifter til Old Trafford, så snart han har bestået lægetjekket og har forhandlet de personlige vilkår på plads.

24-årige Blind, der er søn af den mangeårige landsholdsspiller Danny Blind, har vist sig som en alsidig herre, der slog igennem som venstre back, men siden har spillet i såvel midterforsvaret som på den defensive midtbane.

Han var en markant del af det hollandske VM-hold, der vandt bronze under sommerens slutrunde i Brasilien, hvor den nuværende United-manager Louis van Gaal stod i spidsen for holdet.

Tidligere mandag forstærkede klubben også offensiven, da den lejede den colombianske målskytte Radamel Falcao for resten af denne sæson.

/ritzau/