Hele Holland festede fredag aften, da nationens fodboldhelte besejrede de forsvarende verdensmestre og regerende europamestre fra Spanien med 5-1 i Salvador i de to landes første kamp ved VM.
Men samtidig med, at den dobbelte målscorer Robin van Persie er ellevild af glæde over sit holds præstation, maner han også til besindighed. Medspillerne må ikke tænke længere end til de næste gruppekampe mod Australien og Chile.
- Jeg har været i den her situation før. Det er min femte turnering, og jeg vil ikke have, at vi bliver for begejstrede. Husk på, at det var kun én kamp, og det var kun tre point, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi skal holde sammen, og vi er stadig nødt til at blive bedre. I dag kan vi juble, men lørdag skal vi begynde at fokusere på kampen mod Australien, siger han videre.
30-årige Robin van Persie scorede sit første mål, da han udlignede til 1-1 på et fornemt hovedstød kort før pausen. Han sendte også Spanien til tælling med sin scoring til 4-1, og han fik selskab på scoringstavlen af Bayern München-stjernen Arjen Robben og Stefan de Vrij.
Dermed kunne hollænderne se, at den kommende Manchester United-manager Louis van Gaals nye system virkede.
- Vi har kun trænet det i et par uger, men nu da vi oplevede, hvordan det fungerede, kan vi være meget stolte, siger Robin van Persie.
- Vi kunne have scoret fem, nåh ja, vi scorede fem, men så seks, syv eller otte mål efter min mening.
Holland møder Australien i sin næste gruppekamp på onsdag. Australien tabte fredag med 1-3 til Chile.
/ritzau/