Venstre afviser Radikal kritik af blå økonomi

admin

9 år siden

|

11/03/2015

Dagens topnyheder

De Radikales leder, økonomiminister Morten Østergaard, må hellere skabe vækst i dansk økonomi, end skose de borgerlige partier for at føre en uansvarlig økonomisk politik.

Det siger Venstres næstformand, Kristian Jensen, til Østergaards bredside mod blå blok i Berlingske onsdag. Her skoser han Konservative og Liberal Alliance for at fastfryse grundskylden, mens Venstre ristes for at fortsætte håndværkerfradraget.

- Jeg kan blankt afvise, at vi er uansvarlige. Vort finanslovforslag har et langt mindre underskud end regeringens finanslov. Vi har brug for mere gang i dansk økonomi, siger Kristian Jensen.

- Det er skamløst at høre Morten Østergaard advare mod overophedning, når vi ikke har nogen vækst i dansk økonomi.

Venstre vil genindføre håndværkerfradraget for at få faglærte og ufaglærte i job med byggeri og service. Det kalder Morten Østergaard "valgflæsk",

- Jeg er meget alarmeret over, at de borgerlige partier intet har lært af 00'erne. At de vil føre Danmark tilbage i luksusfælden, siger han til Berlingske.

Han taler for døve øren til Kristian Jensen.

- Vi har brug for at få gang i den private sektor i stedet for at gøre verdens største offentlige sektor endnu større. Morten Østergaard kommer ikke med reformforslag. Det eneste, han bruger tiden på, er at føre skræmmekampagner, siger Kristian Jensen.

Regeringen kan ikke nå at forhandle et vækstudspil færdig med oppositionen inden sommerferien, mener han.

Spørgsmål: - Frygter du overophedning med lav oliepris og rente?

- Danmark står til OECD's næstlaveste vækst. Vi har næsten 800.000 voksne danskere på overførselsindkomster. Med så stor en arbejdskraftreserve så er det næsten skamløst at tale om, hvorvidt vi kan gøre mere for at få folk i job, siger Kristian Jensen.

/ritzau/