Venstre: Husk det frie valg til ældre

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Når ældre skal genoptrænes og vejledes i, hvordan de selv kan mestre hverdagen, skal de frit kunne vælge, hvor hjælpen skal komme fra.

Det siger Venstre i en reaktion på det ældreudspil, som regeringen har fremlagt tirsdag.

- Selvfølgelig skal ældre være så selvhjulpne som overhovedet muligt, siger partiets ældreordfører Anne-Mette Winther Christiansen.

- Jeg har bare en anke mod, at der intet står om frit valg i det nye udspil, siger hun.

Regeringens udspil fokuserer på, at de ældre skal blive i stand til at klare sig selv. Det lægger blandt andet op til, at det bliver et krav, at kommunerne tilbyder rehabilitering til de ældre.

Som hovedregel vil de ældre skulle gennemgå et rehabiliteringsforløb, inden de får tilbudt hjemmehjælp. Rehabilitering kan bestå af fysisk træning eller vejledning i, hvordan de ældre selv bliver i stand til at mestre hverdagen.

Men hvis det står til Venstre, skal hjælpen til at blive selvhjulpen ikke være fast forankret i kommunerne.

- Jeg er bekymret over, at udspillet ikke forholder sig til det frie valg. De ældre borgere skal selv kunne vælge, hvorfra de vil have hjælp. Så det tager jeg med mig til forhandlingerne, siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Udspillet skal nu drøftes med Folketingets partier. Liberal Alliance vil under forhandlingerne sætte fokus på afbureaukratisering.

- Hvis vi sørger for at komme bureaukratiet til livs, så kommer hjemmehjælperne også til at tilbringe mere tid sammen med de ældre, siger socialordfører Thyra Frank.

- På den måde bliver der overskud til et kram og en nærværende samtale, så de ældre ikke oplever, at hjemmehjælperne ikke kun kommer for at skrive ned, hvilke huslige pligter de ældre selv skal løse, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/