Venstre i nyt opgør om forskelsbehandling

Skrevet af admin

08/08/2014

Mest læste i dag

Endnu et Venstre-medlem tager nu afstand fra tænkningen i det udlændingepolitiske oplæg, der kommer til at stå centralt, når partiet fredag er samlet til sommergruppemøde.

Tidligere minister og formand for Europaudvalget Eva Kjer Hansen erklærer sig på Twitter og i Politiken lodret imod ideen om at forskelsbehandle udlændinge, når det drejer sig om at få opholdstilladelse, efter hvilket land de kommer fra.

Hun advarer på Twitter mod at "appellere til folks indre svinehund", ligesom hun opfordrer til at "stille krav, og det ens for alle". "Ingen er guilty by association", skriver hun.

Eva Kjer Hansen ønsker ikke over for Politiken direkte at forholde sig det udkast til en ny udlændingepolitik, som i sidste uge blev lækket til pressen, men selve grundprincippet om forskelsbehandling vil hun gerne kommentere.

- Vi skal føre en anstændig udlændingepolitik. Det er for mig, at vi stiller de samme krav til folk - uanset hvad det er for en nationalitet eller religion, de har som baggrund, uddyber hun overfor avisen.

- Jeg er ked af, hvis vi på forhånd dømmer nogen ude af den ene eller anden grund. Det er derfor, jeg bruger udtrykket "guilty by association", siger hun.

På partiets indre linjer har det vakt megen kritik, at politisk ordfører Inger Støjberg (V) i en aviskronik i sidste uge kædede udlændingeudspillet sammen med den muslimske minoritetsbefolking.

Torsdag fik det Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde til at tage afstand fra den politiske ordfører:

- Jeg synes jo, at Inger Støjberg udtrykker en ringeagt, når hun skriver på Facebook, at folk skal fise hjem til deres taberlande, og bagefter skriver, at det er den slags folk, som hun vil forskelsbehandle.

- Det er jo i den grad at marginalisere folk, og hvis man gør det, så bidrager man jo selv til, at de ikke bliver integreret, sagde Jens Rohde til Ræson.

/ritzau/