Venstre: Pant-aftale er forhastet og dårlig

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

Venstre var ikke med, da miljøminister Kirsten Brosbøl (S) onsdag eftermiddag præsenterede det politiske flertal, som skal stemme en ny aftale om pant på dåser købt i Slesvig-Holsten gennem Folketinget.

Det skyldes slet og ret, at partiet ikke tror på, at aftalen får den ønskede virkning, forklarer partiets forhandler, Hans Christian Schmidt.

- Vi vil gerne tage et hensyn til miljøet og sørge for en ligestilling af konkurrencen på begge sider af grænsen. Men det her bliver hastet igennem, og derfor er aftalen ikke gennemarbejdet, siger han til Ritzau.

Han peger på flere problemer i aftalen, herunder at den kun omfatter delstaten Slesvig-Holsten og ikke nabodelstaten Mecklenburg-Vorpommern.

- Jeg kunne godt forestille mig, at grænsehandlen vil begynde at stige på de Scanlines-færger, der sejler den vej, siger Hans Christian Schmidt med henvisning til det rederiet, der sejler til Rostock i Mecklenburg-Vorpommern fra Gedser på Falster.

Som en del af aftalen skal det danske retursystem udvides, så det kan håndtere de importerede dåser.

Men da det står den enkelte grænsebutik frit for, om man vil opkræve dansk pant, der kun kan refunderes i Danmark, eller tysk pant, som skal i indløses syd for grænsen, kan investeringen nemt blive for stor.

- Vi ved ikke, hvor mange dåser der kommer herop, konstaterer Hans Christian Schmidt.

Han frygter, at grænsebutikker, der vælger tysk pant, vil få danske forbrugere til at placere en endnu større del af deres indkøb i Tyskland, hvor momsen på fødevarer er lavere.

I stedet havde Venstre hellere set, at butikkerne forpligtede sig på enten dansk eller tysk pant.

Spørgsmål: Vil I rulle systemet tilbage, hvis I får flertal efter valget?

- Det er klart. Vi er nødt til at få gjort på en anden måde, ellers kommer det ikke til at virke. Men vi skal tage hensyn til det juridiske, påpeger Hans Christian Schmidt.

- Hvis man når at sætte en masse mennesker i en masse udgifter, så kan man ikke bare lade være med at gøre det, tilføjer han.

/ritzau/