Venstre: Vi kan godt forhandle uden IC4-svar

Skrevet af admin

25/09/2014

Mest læste i dag

Regeringen kan ikke bruge usikkerheden om IC4-togenes fremtid som undskyldning for de manglende forhandlinger om en ny trafikkontrakt mellem DSB og staten.

Det mener Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

- Regeringen er nødt til at lave en strategi, hvor vi slet ikke baserer os på IC4. Det kan i bedste fald blive et reservetog, siger han til Ritzau.

Ordføreren har sammen med sine kolleger fra Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kaldt transportminister Magnus Heunicke (S) i samråd for at få svar på, hvorfor der ikke er indkaldt til forhandlingerne.

Samrådet finder sted torsdag, og Ritzau erfarer, at ministeren her vil pege på den store usikkerhed omkring de skandaleramte IC4-tog og den ligeledes fejlfyldte lillebror, IC2.

DSB har sat gang i en ekstern undersøgelse af togenes fremtid, som ventes afsluttet inden årets udgang, men den vil Kristian Pihl Lorentzen ikke vente på.

- Det her samråd er et forsøg på at ryge regeringen ud af hulen, for det virker som om, man ikke internt kan blive enig om, hvilken strategi man skal vælge, siger han.

Ordføreren mener, at man sagtens kan starte forhandlingerne nu.

- Der mange temaer, der skal forhandles. Krav til rettidigheden, passagerrettidigheder, aflysninger og handicapforhold. Alt det kan vi sagtens forhandle på plads.

- Materielplanen er også et vigtigt element, men der må vi forudsætte, at DSB ikke råder over IC4, og så forhandle en plan b på plads, mener Kristian Pihl Lorentzen.

Han påpeger, at der kun er tre måneder til, at den nuværende kontrakt udløber.

- Det er vigtigt, at vi har god tid til de her forhandlinger, og derfor har vi efterlyst dem i et år. Nu skal DSB fra midten af december køre på en provisorisk køreplan, hvor der ikke er nogen kontrakt. Det er en absurd situation, erklærer Venstre-manden.

/ritzau/