Venstre vil skære 10 procent af danskernes boligskat

Skrevet af admin

12/11/2013

Mest læste i dag

Venstre melder nu ud, at der skal skæres 10 procent at danskernes boligskat.

- Regeringen ønsker, at de forkerte vurderinger fra 2011 skal køre videre helt til 2016. Skal vi støtte det, så er vi nødt til at trække 10 procent fra for at være sikre på, at de ikke er alt for forkerte, siger finansordfører for Venstre, Peter Christensen, til dr.dk

Udmeldingen kommer efter, det er kommet frem, at flere grundejere har fået opkrævet for meget i ejendomsskat.

Regeringen suspenderede efterfølgende samtlige ejendomsvurderinger for 2013. I stedet er det alle vurderingerne fra 2011, som kommer til at gælde. Og det kræver en lovændring.

- Lad os trække 10 procent fra, så der ikke er nogen, der sidder i 2014, 2015 og 2016 og betaler for meget.

- Det betyder så, at der er nogen, der får en lettelse, men hellere det end at vi ender i en situation, hvor alle danskere betale en skat, som myndighederne ved er forkert, siger Peter Christensen til dr.dk.

Venstres forslag vil koste tre milliarder kroner. En milliard om året frem mod 2016.

Fungerende skatteordfører hos Socialdemokratiet, John Dyrby, undrer sig over, hvor pengene skal komme fra.

- Umiddelbart virker det useriøst. De vil dele gaver ud for tre milliarder kroner uden at pege på, hvor pengene skal komme fra, siger han til Ritzau.

Også dem, der har betalt for lidt i boligskat, skal have en gevinst, mener Venstre.

- Modellen med at skære alle over én kam er ikke retfærdig. Så kommer skattelettelsen også til at gælde dem, der har fået en rigtig ejendomsvurdering, siger John Dyrby.

Skatteminister Holger K Nielsen (S) har nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med et forslag til et nyt vurderingssystem i 2014.

I øjeblikket forsøger regeringen at finde et flertal for, hvordan ejendomsvurderinger skal foregå i fremtiden.

/ritzau/