Venstrefløjen presser på for øget ligestilling

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

Når vi i dag markerer grundlovsdag, er det også en markering af 100-året for kvinders valgret. Men vi er langt fra at være i mål med ligestillingen, lyder det fra både SF og Enhedslisten.

Begge partier har valgt at benytte dagen til at fremlægge en række forslag, som skal sætte fokus på de områder, hvor kvinder og mænd i dag ikke er ligestillede.

- Det er 100 år siden, kvinderne fik stemmeret, men mænd og kvinder har stadig ikke samme muligheder i dagens Danmark, siger SF's ligestillingsordfører, Özlem Cekic, i en pressemeddelelse.

- Kvinderne bærer hovedbyrden i hjemmene og får langt den største del af barslen. Mænd får højere løn for samme arbejde, og seks ud af ti danskere arbejder i dag i næsten rene kvinde- eller mandejob.

SF kritiserer Socialdemokratiet og De Radikale for ikke at have et eneste forslag om ligestilling i deres valgoplæg, og partiet har derfor fremlagt en ligestillingsplan, der indeholder ni konkrete forslag.

Blandt andet forslår SF øremærket barsel til mænd, ligeløn for lige arbejde, fokus på at modvirke et kønsopdelt arbejdsmarked, en handleplan mod sexchikane, straf for uagtsom voldtægt og flere kvinder i ledelserne.

Også Enhedslisten vælger at markere årets grundlovsdag ved at sætte fokus på ligestillingen. Partiet foreslår at vedtage en række forpligtende 2020-mål, hvis rød blok vinder valget, så Danmark hurtigst muligt kan opnå fuld ligestilling.

- Vi har nået nogle resultater, som vi kan være stolte af. Men vi er langt fra i mål med ligestillingen, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Det er vi først, når vi får rigtig ligeløn, når begge forældre får lige muligheder og rettigheder til barsel, og når kvinder kan færdes trygt i det offentlige rum, uden vold og sexisme.

/ritzau/