Vi fortsætter med at vælge folkeskolen fra

Skrevet af admin

15/12/2014

Dagens topnyheder

Forældrene fortsætter med at vælge folkeskolen fra, når de skal vælge grundskole til deres børn.

Siden 2008 er antallet af elever på landets folkeskoler faldet fra 82 procent til 78 procent i 2014. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Flugten er primært sket til privatskoler, friskoler og lilleskoler. Her er andelen af børn steget fra 15 procent i 2013 til 15,6 procent i 2014. Tallet er steget støt fra 13 procent i 2009.

Tallene viser, at det mestendels er elever på de ældste klassetrin, der vælger folkeskolen fra.

84 procent af eleverne på klassetrinene fra 0. til og med 3. klasse går på en folkeskole.

I 4. og 5. klasse gælder det 83 procent, mens tallet er faldet til 81 procent i 6. klasse og 80 procent i 7. klasse.

I 8. klasse går 78 procent af eleverne på en folkeskole, mens antallet i 9. klasse er dalet til blot 69 procent.

I 10. klasse går kun 30 procent af eleverne på en folkeskole.

Faldet i antallet af elever i folkeskolen i de ældste klasser opvejes af en tilsvarende stigning i antallet af elever, som går på en efterskole.

13 procent af eleverne i 9. klasse og hele 46 procent af eleverne i 10. klasse går på en efterskole, viser tallene.

Eleverne i privatskoler, friskoler og lilleskoler, skifter knap så ofte over til en efterskole, fremgår det.

Efterskolerne tiltrækker konstant cirka knap fire procent af børnene.

Ved begyndelsen af skoleåret 2014/2015 var der 711.134 elever i grundskolen.

/ritzau/