Vi tester den nye Samsung Galaxy S5: Fremragende topmodel!

Skrevet af Mere mobil

08/04/2014

Mest læste i dag

Topmodellen i 2014 fra Samsung, Galaxy S5, gjorde allerede ved præsentationen positivt indtryk på mig. Endelig lader det til, at den sydkoreanske producent har lyttet til kritikken, af de tidligere modeller.

Da Galaxy S4 skulle sælges, havde Samsung fokus på mange ligegyldige ting, som kun i demonstrationssammenhæng var interessante at tale om. S5 er på nogle områder et tilbageskridt til almindeligheder, men det ses nu som en fordel, og et fremskridt. Kunderne har gennemskuet, at øje-scoll-teknikker ikke er noget, der giver mening i dagligt brug.

Samsung Galaxy S5 er den bedste Galaxy S til dato, men Samsung mangler stadig at sparke bolden helt og eftertrykkeligt ind i målet, fremfor at lade den trille stille og roligt over stregen. Jeg savner en sikker sejr!

Velkendt design med nyskabelser
Tilhørsforholdet til Galaxy S-serien er tydeligt for enhver. Designet er fintunet, men flere havde nok håbet på, at der var sket mere, end tilfældet er. Den blanke glatte bagside med højglanslook er udskiftet med et mere mat udtryk, som drager tankerne hen på det læderudtryk som blev introduceret, med Samsung Galaxy Note 3.

Telefonen ligger nu bedre i hånden, end ved Galaxy S4, men det er også en nødvendighed, da størrelsen og vægten er forøget. Skærmen er kun forøget 0.1 millimeter – fra 5.0 til 5.1 tommer, så det er ikke det, som optager pladsen. Mit gæt (da jeg ikke har andre oplysninger) er, at det er vand- og støvtætheden, som får produktet til at tage på.

Vandbestandig – men pas på den alligevel
Galaxy S5 er IP67-certificeret. Den er fuldkommen støvtæt, og tåler det som hedder ”Kortvarig neddykning i vand”. Med ”kortvarig” menes 15 til 100 centimeter vand i indtil 30 minutter. Til sammenligning tåler Sony Xperia Z2 ”varig neddykning” og har altså en bedre certificering, på dette punkt.

Samsung har ikke nogen vejledning i salgspakken omkring støv- og vand bestandigheden, heller ikke hvilken type væske telefonen må udsættes for.

Så vi ved ikke om der er tale om salt, fersk eller klorvand. Med andre ord. Undlad at eksperimentere med vand. Se det i stedet som, at S5 ikke bliver syg, blot fordi den benyttes i regnvejr eller andre fugtige forhold.

Ny knap på fronten til multitasking Når bagcoveret tages af kommer batteriet til syne. SIM-kort og MicroSD-kort er der også adgang til her. En tynd membran beskytter de kritiske dele mod indtrængende vand.

Stikket i bunden er gemt bag en tynd gummibelagt plastikklap, som man skal passe yderst godt på ikke knækker af. Den fysiske hjemknap er bibeholdt, men knappen til venstre er nu ikke længere menufunktion i apps eller styresystem. Derimod aktiverer den multitasking menuen.

Menuknappen er nu en del af styresystemet, hvor den ofte ses som nogle prikker i app’ens højre hjørne. Til højre er ”Tilbage” bibeholdt. Lydstyrke er på venstre side, mens power er placeret præcis samme sted som på Galaxy S4 – det vil sige højre side af produktet.

I toppen har vi et 3.5 mm stik til tilslutning af headset. Salgspakken indeholder et in-ear headset, der lyder rimelig godt. Der er god bas og fine detaljer i toppen. Ledningen er en standardtype, hvor der ikke er gjort noget ekstra for at forhindre kabel-kludder. Samsung har intet nyt gjort ud af lyden fra højtaleren. Det lyder fortsat forfærdeligt. At højtaleren er placeret på bagsiden, gør så ikke sagen bedre. Jeg undres over, at der ikke fra de andre producenter, bliver skelet lidt mere til HTC, som på dette punkt i over et år, har haft føringen.

Sort er sort
Skærmen på 5.1 tommer har en smule højere pixeltæthed end forgængeren, men ellers er der ingen ændringer. Super AMOLED-teknikken med Full HD-opløsning ser stadig godt ud, dog med det forbehold, at farverne nogle gange får et ekstra boost, og kan i nogle sammenhænge virke unaturlige. I en farvetest afsløres det, at sort virkelig er sort – fuldkommen som om, at skærmen er slukket.

Den hvide er pænt hvid, uden at være alt for grålig. Brugeren kan selv indstille forskellige farveprofiler, så skærmen får det udtryk, der passer bedst til den enkelte. Der er fortsat mulighed for at aktivere højere følsomhed i skærmen, så den kan benyttes med hansker. Også ”Smart skærm-standby” er bibeholdt, så skærmen forbliver tændt, når der kigges på den.

Overfladen er beskyttet af Cornings seneste produkt Gorilla Glass 3, som er op til tre gange stærkere end Gorilla Glass 2. I forhold til Galaxy S4 er der ingen ændringer, da denne har samme glastype.  

Når S5 er 5,1 tommer stor betyder det også, at den ligger i den såkaldte phablet-kategori der dækker telefoner fra 5.0 til 6.9 tommer. Opgradering af maskinkræfterne Maskinen i motorrummet har fået ekstra power i cylinderne. Nu er processoren Qualcomm Snapdragon 801 på 2.5 GHz quad-core med Adreno 330.

Det er lidt af en opgradering fra Snapdragon 600 (1.9 GHz quad-core med Adrenoe 320) i Galaxy S4. Benchmark-scoren i Antutu kommer ud med 34.234 point, hvilket er lidt mindre end HTC One M8 scorede – her landede vi på 36.312 point, om end dog stadig på niveau. Galaxy S4 scorer efter den seneste opdatering til Android 4.4 KitKat 28.503 og er således fortsat, når det kommer til skærm såvel som motorkraft, en særdeles potent smartphone.

Konkret betyder de mange regnekræfter, at Samsungs nye topmodel ikke har nogle problemer med at køre alle de nyeste og tungeste applikationer. Så du får en telefon, der har power nok til at køre hvad der måtte komme af udfordringer det næste års tid frem.

Med til historien hører, at Galaxy S4 særligt efter opdateringen til Android 4.4 KitKat, samlet set blev et bedre produkt, hvor antallet af pauser og lags blev reduceret betragteligt. I Galaxy S5 er der ikke nogle lags, men i nogle tilfælde opleves kunstpauser, når applikationer åbnes, eller der skal udføres komplicerede instruktioner. Eksempelvis kan galleriet eller multitasking-menuen (der har fået nyt design) tage 1 – 1.5 sekund at åbne. Her taler vi om en pause, inden der sker noget, når der trykkes på app-ikonet.

Sådanne ting synes jeg ikke er acceptabelt, men er helt typisk for Samsung, hvor vi altid ser denne problemstilling på nye produkter. Men undervejs som opdateringerne kommer, plejer det at blive bedre. Det håber vi så også, at tilfældet bliver denne gang. Jeg undres dog over, at Samsung efter så mange år, endnu ikke har formået, at få styr på denne del, fra begyndelsen.

Fingeraftrykslæseren virker rimeligt
I hjemknappen er der indbygget en fingeraftrykslæser, som anvendes til oplåsning af telefonen. Pinkode og andre låseteknikker er dermed overflødige. Telefonen har en god guide, som hjælper med registrering af op til tre fingeraftryk, ved at trække fingeren hen over sensoren. Det er markant anderledes end Apples metode i iPhone 5S, hvor fingeren blot placeres på sensoren et øjeblik.

Jeg oplever i dagligt brug langt flere fejllæsninger på Galaxy S5 end på iPhone 5S, og det tror jeg hænger sammen med, at der skal stryges hen over sensoren. Sandsynligheden for at det ikke sker lige så præcist, som ved at lægge fingeren på en sensor, tror jeg er er større.

Hvis ikke fingeraftrykket genkendes efter et antal forsøg, kan der i stedet indtastes en alternativ adgangskode, som skal indeholde tal og bogstaver. Derudover, kan der låses op, ved at angive kontooplysningerne til den Google-konto, der er sat op på telefonen. Udover at låse telefonen op, kan fingeraftryk også anvendes med PayPal betalinger på telefonen, samt til at verificere brugeren i forhold til ens Samsung konto.

Det er uklart hvordan og hvor Samsung opbevarer informationerne om fingeraftryk. Inden for sikkerhedsdelen er der kommet en genaktiveringslås, som kan forhindre at nogen genaktiverer telefonen igen, hvis du via Samsung kontoen har blokeret den.

Samsung oplyser i den forbindelse, at man skal huske at deaktivere funktionen, hvis mobilen skal til service. Forbedringer i SMS’er og opkald Samsung har i deres brugerfladeoverbygning på Android, kaldet TouchWiz, lavet nogle nye tilpasninger i SMS-delen samt under opkaldsfunktionen. Først og fremmest er tastaturet og ordbogen blevet optimeret yderligere, så den er blevet bedre til at lære af din personlige skrivestil.

Der er også let adgang til emoji-smileys. I toppen af SMS-listen er kommet såkaldte prioritetsafsendere, som er en slags SMS-favoritliste. En anden ny mulighed er Planlagt afsendelse, hvor SMS-afsendelse kan ske på et bestemt tidspunkt. Desværre har Samsung fortsat ikke styr på beskedrapporter, der stadig kommer ind som selvstændige meldinger, og med fejloversættelsen ”Sendt” i stedet for ”Modtaget”.

Sådan har det været siden den første Galaxy S. Når der laves et opkald til en kontaktperson, vises den seneste SMS der er sendt til den pågældende. Det er også muligt, mens opkaldet kører, at minimere det som et ikon, der svæver oven på brugerinterfacet, således man f.eks. kan søge efter indhold på nettet, mens genvejen til opkaldet hele tiden er på skærmen.

SMS-delen er Samsungs hidtil bedste. Kun meget få vil foretrække Google Hangouts i stedet. Der kan aktiveret notatfunktion under opkaldet, og telefonen har fortsat støjreduktion under opkald. I mail er alle moderne mailkonti understøttet. Det samme gælder synkronisering af kalender og kontakter. I mailboksen til Microsoft Exchange kan mails vises i tråde.

Mere fokus på sport og motion
S Health er kommet i en ny version, som kan udnytte sensoren til måling af puls på bagsiden, lige under kameralinsen. Programmet taler sammen med Gear 2, Gear Fit og pulsmålerne EI-HH10 (Samsung), Garmin Heart Rate Monitor og Times Flex Tech Digital 2.4.

På egen hånd kan S Health bruges som skridttæller eller anvendes til at tracke gang, løb, cykling m.v. Jeg er ikke det store sportsmenneske og måske derfor, har jeg svært ved at se, hvad pulsmåleren skal bruges til. Jeg kan ikke forestille mig, at man bruger denne måler til ret meget andet end sjov. Her er det nok mere relevant i tilbehørsprodukterne.

Men Samsungs tiltag er nyskabende, og fuldkommen i tråd med tidens trend omkring wearable gadgets og monitorering af livet. Samsung har gjort plads til integration af ”Flere apps” i S Health. Hvad der ligger i dette vides endnu ikke, da der blot kommer en besked om, at servicen ikke er tilgængelig endnu. Vilde download-hastigheder Samsung har fortsat deres egen internet-browser i Galaxy S5, selvom Google Chrome jo er standard i Android-systemet. Browseren fungerer fint, men har ikke text-reflow hvor teksterne automatisk tilpasser sig skærmens bredde, sådan som det er tilfældet på HTC One.

Telefonen har alt hvad der kan tænkes i moderne kommunikationsmuligheder. 4G LTE er i Cat4 der teoretisk giver op til 150 Mbit/s downloadhastighed. Wi-Fi understøttes i standarden 802.11 a/b/b/n/ac inklusive dual-band og Wi-Fi Direct, samt mulighed for at bruge telefonen til hotspot. Den mest interessante nyskabelse er nok Download booster.

Hvis denne aktiveres bruger telefonen en smule mere strøm, fordi den overfører data via både mobilnettet og Wi-Fi på en gang. Har man brug for at hente store filer ned, kan dette ske noget hurtigere, end hvis kun en af forbindelserne anvendes. Jeg har været oppe over 85 mbit/s downloadhastighed, men naturligvis er dette afhængigt af både Wi-Fi routeren og belastningen på den aktuelle 4G-mobilmast. Nu er spørgsmålet så bare, hvor tit der downloades kæmpefiler på smartphonen.

Man ikke kombinere Wi-Fi og 4G LTE til brug for deling af Wi-Fi forbindelsen (hotspot), hvilket jo er noget ærgerligt, da det ville jo give god mening. I så fald skulle telefonen have haft to sæt Wi-Fi antenner, hvilket den ikke har. Derimod er Galaxy S5 klar til Carrier Aggregation, som fungerer nogenlunde på samme måde, blot er det så flere forbindelser til 4G-nettet telefonen skaber.

Effektiv batteritid Ultrastrømbesparer er producenternes nye vågen imod batteridræn, og det er som sådan en god idé. Når denne er aktiveret, forvandles smartphonen til en SMS- og taletelefon, hvor alt der ikke er livsvigtig for kommunikationen deaktiveres.

Ved 10 procents strøm tilbage kan S5 ligge standby i 24 timer, oplyser Samsung. Men telefonen beregner også, når tilstanden aktiveres, hvor lang standbytid man skal forvente. Ved 50 procent strøm siger min telefon, at der er strøm til 6.2 dages standby. Nogle af de ekstra strømsparemuligheder er en del af Android 4.4 KitKat, og en tilsvarende funktion findes på HTC One (M8).

I forhold til S4 er batteriet 200 mAh større (2800 mAh i alt) og sammen med en generelt bedre udnyttelse af strømmen i styresystemet, klarer Samsung Galaxy S5 sig glimrende gennem en dag uden opladning, og stadig med strøm tilbage. Ifølge Samsung er der op til 21 timers tale i batteriet mod 17 timer i Galaxy S4.

Fornuftigt kamera, men ikke i mørke
Samsung har udstyret Galaxy S5 med 16 megapixels kamera (1/2.6” sensor) men desværre uden optisk billedstabilisator (OIS). Telefonen har lynhurtig autofokus på 0.3 sekunder, så længe lysforholdene er optimale. Så snart mørket falder en smule på, har kameraet yderst vanskeligt ved at fange fokus.

Billederne er rimelige, hvis lysforholdene er gode. Men desværre skal der ikke meget mørke til, inden kvaliteten falder en hel del. Det kan du ved selvsyn se i nogle af vores testfotos. Som alle de andre producenter har Samsung har også en lang række software-funktioner til billedredigering. Men kamera-apps er der også blevet plads til, så der kan laves serieoptagelser og meget andet.

Jeg vil vurdere, at kameraet i Galaxy S5 er bedre end det der findes i HTC One (M8). Det vil sagtens kunne klare en ferietur, så længe man blot husker på, at der skal lys til, for at det bliver rigtigt godt. Et af HTCs store salgsargumenter i deres Duo Camera, var muligheden for at refokusere efter billedet er taget.

Samsung Galaxy S5 har en nogenlunde tilsvarende funktion, der hedder ”Selective focus”. Denne skal dog vælges specifikt før billedet tages. Frontkameraet er på 2 megapixels. Videooptageren understøtter optagelser i op til Ultra HD kvalitet med 60 fps, og i almindelig HD-tilstand kan der tages snapshots mens der optages.

Og på iPhone 5S kan der nu også i Samsungs topmodel laves slowmotion optagelser. Der er også en highspeed-optagelse, altså det modsatte af slow motion. Galleriet kan udover de lokale billeder og vise indhold fra Google og Facebook. En nyskabelse er, at galleriet automatisk kan opdele billederne efter ”Landskab”, ”Personer”, ”Mad”, ”Kæledyr” osv.

Den samlede oplevelse er god. Der er hurtig indlæsning af billedoversigterne, og galleriet hænger ikke, selvom der er aktiveret visning fra fotoalbums i skyen, sådan som vi har set det, på nogle af Samsungs andre modeller.

Ekstra hukommelse
Telefonen kommer med 16 GB indbygget hukommelse, men der kan udvides med op til 128 GB via microSD kort. Sammen med telefonen følger en promotion på 50 GB til Dropbox. Kampagnepladsen gælder i to år. Er der ved periodensudløb fyldt op vil du kunne få adgang til filerne fortsat, men det er ikke muligt at uploade yderligere, med mindre der købes ekstra plads. Vær opmærksom på, at hvis du har fået promotions med andre Samsung produkter, vil du ikke kunne udnytte tilbuddet.

Nyheder lige ved hånden Samsung har fortsat samarbejde med Flipboard. Et swipe mod højre på startskærmen åbner en nyhedsoversigt, der minder en smule om HTC Blinkfeed, dog uden at være det. I stedet er der tale om nyhedskategorierne fra Flipboard, som matcher ens personlige konto på tjenesten. Blandt andre gode funktioner kan vi nævne kalenderen S-planner, som på en god måde udnytter den store skærm, og desuden kan vise ugenumre og håndtere opgaveplanlægning samme sted for kalenderaftalerne.

Og endelig er der blevet gjort noget ved Indstillinger, som er redesignet og giver et langt bedre overblik, end det tidligere rod.

Konklusion: Den bedste Galaxy S til dato
Galaxy S5 er et produkt, der på hovedparten af punkterne hænger godt sammen, også når prisen taget med ind i overvejelsen. Jeg er utroligt fristet til at smide topkarakteren efter S5. I dagligdagsfunktioner er telefonen stabil, men når vi går i detaljer, kunne små ting godt tweakes yderligere, og min forventning er, at Samsung hurtigt er klar med optimerende softwareopdateringer. Ganske som andre producenter også gør det. Der er ikke én stor vigtig funktion, som er primær for brugeren, der ikke fungerer godt.

Fingeraftrykslæseren er et eneste, som jeg kan stille spørgsmålstegn ved. Jeg kan argumentere i begge retninger, og uanset hvad jeg siger, vil nogle nok være uenige. Imod taler den haltede fingeraftrykslæser, dårlig højtaler på bagsiden og et design som endnu engang er en kopi af forgængerne. For taler IP-certificeringen, nytænkning med pulssensor, lyn hurtige datahastigheder, gode optimeringer i brugerinterfacet og god batteritid. Jeg lader tvivlen komme produktet til gode.

Samsung Galaxy S5 ender på 6 ud af 6 stjerner, men det er en bold der triller over stregen, og ikke en ren sekser.

Dagprisen hos Bibob.dk ligger på 4.800 kroner uden abonnement, hvilket er lidt lavere end HTC One M8.