Superligaklubben Viborg er godt i gang med at forstærke sig til forårssæsonen, hvor oprykkeren kan blive en del af nedrykningsspillet.
Mandag meddeler klubben at have skrevet kontrakt med den tidligere Lyngby-spiller David Boysen. Kontrakten løber til sommeren 2016. Det er klubbens første tilgang i dette transfervindue.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg føler, at Viborg er det rigtige næste skridt for mig, og nu skal jeg bare klø på, så jeg forhåbentlig kan bide mig fast på holdet.
- Der venter mange vigtige kampe i Superligaen, siger 22-årige David Boysen til Viborgs hjemmeside.
Viborgs træner Ove Christensen er tilfreds med den nyeste tilgang.
- David Boysen er en meget dygtig spiller med en god teknik og et godt touch på bolden. Han er farlig og udfordrende i sit spil, og han er hurtig både med og uden bold.
- Det er en rigtig dygtig spiller, vi får til Viborg, og for David selv er det her en god mulighed for at komme til at spille fodbold og udvikle sig i Superligaen, siger Ove Christensen.
Viborg, der ligger nummer ni i Superligaen, indleder foråret på hjemmebane mod Randers FC den 23. februar.
/ritzau/