Det bliver en meget svær kamp, når det danske U21-landshold i fodbold på lørdag møder Sverige i EM-semifinalen i Prag.
Ikke mindst den svenske vindermentalitet skal overvindes, hvis Danmark skal nå hele vejen til EM-finalen, mener Viktor Fischer.
- Det er et hold, der aldrig går ned. De var bagud mod Italien og vandt 2-1. De var bagud mod Portugal og vendte det (til 1-1), så de kom videre. Og mod Frankrig i kvalifikationen var de bagud med op til flere mål, men de indhentede franskmændene.
- Sverige har den der Liverpool-mentalitet fra 2004/05-sæsonen, de bliver ved. Det bliver 90 hårde minutter, hvor vi skal levere vores allerbedste, siger den danske fløjspiller.
Viktor Fischer henviser til det Liverpool-hold, der var bagud 0-3 mod AC Milan efter første halvleg i Champions League-finalen for 10 år siden.
Det engelske hold udlignede til 3-3 i anden halvleg og vandt siden finalen efter straffesparkskonkurrence.
- Sverige står godt kollektivt. De vil gerne komme frem på omstillinger, og de er rigtig stærke på dødbolde, siger Viktor Fischer.
Den 21-årige fløjspiller var af sted med A-landsholdet, da U21-landsholdet den 11. juni spillede 2-2 mod Sverige i Lyngby i den sidste testkamp før EM.
Begge hold manglede en del profiler, og Danmarks Patrick Banggaard blev udvist efter 15 minutter, hvilket ændrede præmisserne for kampen i Lyngby.
- Jeg tror, at vi skal tage små stykker fra kampen i Lyngby med og så glemme resten.
- Det lyder også næsten dumt at stå og sammenligne en træningskamp med en EM-semifinale.
- Vi skal lægge 15-20 procent på deres spil. Svenskerne er blevet bedre, ligesom vi også er blevet det, og intensiteten vil være højere, siger Viktor Fischer.
Danmark og Sverige mødes lørdag aften i Generali Arena i Prag.
Den anden semifinale i Olomouc bliver et opgør mellem Tyskland og Portugal.
/ritzau/