Viktor Fischer vil få et helt stadion til at tie stille

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Der bliver fuldt hus i Eden Arena i Prag, når det danske U21-landshold i fodbold onsdag aften møder de tjekkiske værter i EM's åbningskamp.

Omkring 20.000 tilskuere vil være på plads, herunder cirka 1000 danske fans.

Den danske offensivspiller Viktor Fischer finder stor motivation i at skulle møde EM-værten på et fyldt stadion.

- Nu er jeg vant til at spille foran forholdsvis mange tilskuere, både internationalt og i Holland, og også når jeg har været med A-landsholdet. Det er, hvad man forventer af en slutrunde.

- Men jeg tror til gengæld, at vi kan lukke røven på rigtig mange tilskuere, hvis vi møder op og er klar til at vise det, som vi kan.

- Det er den fede motivation. Tænk hvis vi kan få et helt stadion til at tie stille, undtagen de 1000 danskere, der er rejst herned. Så har vi opnået det ultimative ved kampen. Så lad motivationen være, at vi skal få Tjekkiet til at tie stille, siger Viktor Fischer.

Ajax-spilleren vendte for nylig tilbage til fodboldbanen efter cirka et års pause. Han var derfor ikke med, da U21-landsholdet i november sidste år spillede 2-2 mod tjekkerne i en venskabskamp i Prag.

Viktor Fischer kender med egne ord "ingenting" til Tjekkiets hold.

- Jeg ville være en idiot, hvis jeg stod og sagde "jo, vi skal vinde, og de kan ikke noget", for jeg kender dem ikke. Det siger jeg til min far og mor derhjemme, men her siger jeg, at det er farligt at sige.

- For vi ved ikke, hvad de kommer med. Jeg kan forstå, at det er et stærkt kollektiv, og jeg kan forstå, at der blev spillet en træningskamp mod dem, der endte uafgjort, siger U21-profilen.

Kampen mellem Danmark og Tjekkiet begynder klokken 18. De øvrige deltagere i gruppe A er Tyskland og Serbien.

/ritzau/