Volden fortsætter i Irak - frygter systematisk voldtægt af tilfangetagne kvinder

Skrevet af Jens Simonsen

15/08/2014

Dagens topnyheder

Kampene i Irak tiltager dagligt, hvor den sunnimuslimske ekstremistiske gruppe, Islamisk Stat, forsøger at få kontrollen i Irak. De har blandt andet til formål at udrydde andre minoritetsgrupper, såsom yazidier og kristne.

Og det er altså 300 yazidier, man nu frygter systematisk vil blive voldtaget.

Den systematiske voldtægt skulle være et desperat forsøg på, at bryde yazidiernes rene blodlinje. Det skriver Daily Mail.

De 300 yazidiske kvinder er fortsat tilfangetaget, selv om det i går lykkedes 45.000 yazidier at flygte fra et bjerg i det nordlige Irak, hvor de har været fanget. 2.000 andre yazidier er allerede flygtet fra Irak til Tyrkiet.

- Yazidierne tilhører oprindeligt den ariske race, men da yazidi-stammen er så lukket et samfund, så har de beholdt det lyse hår og blå øjne. De gifter sig ikke med udefrakommende, siger Adnan Kochar, der er formand for det Kurdiske Kulturcenter i London, til Daily Mail.

Den sunnimuslimske oprørsgruppe kæmper for at afsætte den shiamuslimske regering i Irak, og i stedet etablere kalifater i Irak og Syrien, som skal styres af sunnier. Indtil nu har de chokeret verden med minoritetsforfølgelser og halshugninger.

- Islamisk Stat har tilfangetaget omkring 300 kvinder fra Sinjar, som de vil tvangsgifte med jihadister, så de kan blive gravide med muslimske børn. Hvis de ikke kan dræbe alle yazidierne, så vil de forsøge at avle dem væk, siger Adnan Kochar videre til Daily Mail.

I FN frygter man et folkedrab, og man anslår, at op til en million mennesker er på flugt netop nu.