Den første bunke kemiske våben er tirsdag blevet transporteret væk fra Syrien om bord på blandt andet det danske transportskib Ark Futura med henblik på at blive destrueret, og alt går ifølge forsvarsminister Nicolai Wammen (S) efter planen.
- Det har været en succes.
- De danske skibe og de øvrige fartøjer i operationen har forladt den syriske havn og er nu i internationalt farvand, hvor man vil opholde sig, indtil man næste gang skal hente last i den syriske havn.
- Der er tale om omfattende lagre af kemiske våben, og derfor har det fra start været planen, at man løbende vil transportere de kemiske våben ud. Den proces vil fortsætte, indtil opgaven i Syrien er løst, siger Nicolai Wammen.
Ministeren ved endnu ikke, hvor mange gange det bliver nødvendigt, at skibene skal vende tilbage til den syriske kyst, inden de kan sætte kursen med italiensk farvand.
Her skal våbnene omlastet til et amerikansk fartøj, der har udstyr til at destruere de farlige våben.
- Jeg vil ikke i dag gå ind og sætte en konkret dato på, men det er sådan, at det forventes i løbet af nogle uger, at vi vil have det amerikanske skib i den italienske havn, og at de vil kunne starte destruktionen af de her stoffer.
- Tanken er, at våbnene, når de ankommer til den italienske havn, med det samme vil blive taget om bord på det amerikanske fartøj og derefter forlade italiensk farvand, siger forsvarsministeren.
Nicolai Wammen understreger, at det danske personale trods den farlige last gerne skulle være forholdsvist sikre.
- Der er tale om en meget høj grad af sikkerhed, og det er klart, at netop spørgsmålet om sikkerhed for vores besætninger og for vores udsendte er noget, der har absolut topprioritet, og derfor er det også noget, der er øverst på dagsordenen.
/ritzau/