Caroline Wozniackis kamp i første runde af Australian Open skulle gøres færdig så hurtigt som muligt. Undervejs i opgøret mod Lourdes Dominguez Lino, der endte 6-0, 6-2 i dansk favør, steg temperaturen nemlig til omkring 40 grader.
- Det var lidt varmt derude i dag, underdriver Wozniacki, der afslører, at hun fik et isbad lige efter kampen.
- Men jeg synes, at jeg var i stand til at holde hovedet koldt i første sæt. Hver gang vi byttede side, blev jeg kølet ned af isposer, håndklæder med is og lignende. I andet sæt kunne jeg mærke, at det begyndte at blive endnu varmere.
- Men det var varmt for os begge, og det var godt, at det lykkedes mig at lukke kampen i to sæt, og at den ikke var for lang, siger den 10.-seedede dansker efter kampen, der blot varede en time og syv minutter.
Kampens første sæt var overstået på 25 minutter og bød ikke på et eneste parti til spanieren. Sættet viste en dominerende og offensivt spillende dansker, der sikrede flere point med stærkt spil ved nettet.
Men i begyndelsen af andet sæt begyndte Wozniacki at lave flere fejl og kom bagud 1-2, da hun blev brudt af sin modstander.
- Det var måske en lille smule manglende koncentration, men jeg prøvede også et par ting, lavede et par uprovokerede fejl, og så var det bare at kæmpe sig tilbage igen, siger danskeren, der tog resten af kampens partier.
- Men generelt er jeg tilfreds med den måde, jeg fightede på og ikke tænkte over, hvor varmt det var, men bare hele tiden tænkte på, hvad jeg skulle gøre for at lukke kampen, siger hun.
Undervejs viste en smeltet flaske med alt tydelighed, at hedebølgen for alvor har sat ind i Melbourne:
- På et tidspunkt stillede jeg min flaske ned på banen, og plastikken begyndte at smelte en smule for neden. Så ved man, at det var varmt, smiler Wozniacki, der i næste kamp møder amerikanske Christina McHale.
/ritzau/