Wozniacki møder sin gode veninde Serena i kvartfinale

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

En stærkt spillende Caroline Wozniacki kvalificerede sig til kvartfinalen ved Rogers Cup i Montreal ved at slå det unge amerikanske tennishåb Shelby Rogers med overbevisende 6-1 og 6-0.

Men helt så let bliver det nok ikke for danskeren at avancere yderligere i turneringen. Modstanderen i kvartfinalen er ingen ringere end verdensetteren Serena Williams, som i to sæt sendte tjekken Lucie Safarova ud af turneringen med cifrene 7-5 og 6-4.

Wozniacki og Williams kender hinanden særdeles godt og ser hinanden privat. På banen er det dog amerikaneren, der dominerer i det interne regnskab.

I en anden af turneringens kvartfinaler er det overraskende spanske Carla Suárez Navarro og Ekaterina Makarova, der mødes, efter at de to spillere slog de topseedede Maria Sharapova og Petra Kvitova ud.

Caroline Wozniacki vandt turneringen i Montreal i 2010.

/ritzau/