Wozniacki skal møde Serena Williams i semifinalen

Skrevet af admin

24/10/2014

Mest læste i dag

Caroline Wozniacki får den sværest mulige opgave, når hun lørdag skal forsøge at spille sig i finalen ved WTA Finals i Singapore.

I semifinalen skal hun møde verdens nummer et, Serena Williams.

Det står klart efter de første to sæt af kampen i gruppe Rød mellem rumæneren Simona Halep og serberen Ana Ivanovic. Sidstnævnte skulle vinde 2-0 i sæt for at bringe sig selv videre på Williams' bekostning.

Ivanovic formåede at vinde første sæt 7-6, men tabte derefter andet 3-6.

Dermed slutter Williams som nummer to i gruppen og møder nummer et fra gruppe Hvid. Den har Wozniacki vundet sikkert efter tre sejre på stribe. Den anden semifinale bliver et anliggende mellem Simona Halep og polske Agnieszka Radwanska.

Halep vandt sine første to kampe og spillede sig klart foran i første sæt mod Ivanovic med et dobbelt servegennembrud, men hun formåede hverken at serve sættet hjem med 5-2 eller 5-4.

I stedet kæmpede Ana Ivanovic sig flot tilbage til 5-5 og tvang sættet ud i tiebreak ved stillingen 6-6.

Her førte Ivanovic 5-2, men tabte fire bolde i træk og kom ned med en sætbold ved 5-6. Den afværgede hun og vandt sættet.

Men igen i andet sæt kom Ivanovic svagt fra start, og denne gang holdt Halep sin føring til sætsejr. Dermed sikrede hun sig gruppesejren foran Serena Williams.

I kampens afgørende sæt fik Ivanovic en smule oprejsning med sejren på 6-3, men hun må alligevel rejse hjem fra den prestigefyldte turnering.

/ritzau/