Yderligere 12 mænd dømt for Christiania-hashsalg

Skrevet af admin

25/03/2015

Mest læste i dag

Københavns Byret idømmer 12 mænd mellem seks måneders og tre års fængsel i stort sagskompleks om organiseret hashhandel fra boder på Christiania. Dommen er afsagt onsdag klokken 13.

De tiltalte blev anholdt i forbindelse med en stor politiaktion med kaldenavnet Nordlys, som blev gennemført 13. marts sidste år. Omkring 80 personer blev anholdt, og 77 er siden blevet tiltalt for at stå bag omfattende salg af hash på Christiania.

Flere er allerede dømt i sagen, hvor der også falder domme torsdag og fredag i denne uge.

- Domsmandsretten er enig om det resultat, jeg har læst op. Vi har fundet det bevist uden nogen rimelig tvivl, at der er foregået organiseret hashhandel på Christiania.

- Vi har også fundet bevist, at samtlige tiltalte i et eller omfang har deltaget, siger retsformand Gitte Cordes.

Hun understreger dog, at retten på flere områder har ladet tvivlen komme de tiltalte til gode. Det drejer sig blandt andet om, hvor stor omsætning der har været i boderne og omfanget af de tiltaltes deltagelse.

Omkring 30 pårørende var stimlet sammen foran porten ind til nævningeretssalen på Nytorv i København, da sagens 12 tiltalte ankom til onsdagens domsafsigelse.

Under hujende tilråb fra de pårørende ankom først en lille gruppe af de tiltalte i en skinnende blanksort VW Transporter. Efterfølgende ankom resten af de tiltalte i et ældre Mercedes-rugbrød, som ikke syntes at have været forbi en vaskehal i mands minde.

De tiltalte vinkede og gjorde tegn til deres familie og venner ud gennem bittesmå kighuller langs Mercedes-rugbrødets side.

Sagen mod de 12 drejer sig om salg af joints, hash, skunk og andre hashprodukter fra en række boder i Pusher Street på Christiania. Blandt andet spiller boderne, som politiet har givet nummer 23 og 26, en central rolle.

Fra bod 23 alene er der ifølge sagens anklageskrift blevet solgt mere end 300 kilo hash eller hashprodukter i løbet af godt et år fra februar 2013 til marts 2014.

Derudover drejer sagen sig om salg af hash fra tre boder, som politiet har givet numrene 4, 5 og 17. Retten har i forbindelse med dommen valgt at konfiskere beløb fra de dømte på mellem 45.000 og 500.000 kroner.

Tre af de dømte har valgt at anke deres domme til Østre Landsret, hvor de kræver frifindelse eller en mildere straf. De øvrige ni vil bruge 14 dage på at overveje en eventuel anke.

Anklager Line Steffensen forlanger, at seks af de dømte - de, der har fået mere end halvandet års fængsel, skal forblive varetægtsfængslet. Resten vil blive løsladt. Det er nu op til retten, om de seks skal blive bag tremmer.

/ritzau/